Billede beskrivelse

Leif Skaarup ny direktør i Saltcenteret i Mariager

I dag forpagter han cafeen - fremover skal Leif Skaarup lede "hele butikken" - og bemande den nordjyske turistattraktion med sårbare og udsatte unge

11. marts 2022 kl. 17.03
Opdateret 10. august 2023 kl. 15.02

Saltcentret i Mariager skal have ny direktør. Det er Leif Skaarup, 49 år, som i forvejen leder Cafe Salt i Mariager Saltcenter som en del af den socialøkonomiske virksomhed Fonden Hedehuset.

Leif Skaarup tager over 1. april - efter Casper Hestbech, der har søgt nye udfordringer som chef i Cool Shops velgørenhedsfond, CoolUnite.

Den 45-årige nordjyde, der har været i jobbet siden august 2018, slipper dog ikke saltet helt. Casper Hestbech fortsætter som medlem af bestyrelsen i Mariager Saltcenter.

Leif Skaarup siger, at Mariager Saltcenter med ham som direktør i store træk vil fortsætte af det spor, som allerede er lagt ud.

- Jeg lægger stor vægt på at sikre, at Saltcentret fortsat er et turistmål, som sætter Mariagerfjord Kommune på landkortet, samtidig med, at det er et knudepunkt for de lokale i Mariager.

- Her kan man fortsat opleve saltets historie og den nutidige og fremtidige brug af salt. Man kan dyppe tæerne i et saltbad og købe de lækre saltprodukter, fortæller Leif Skaarup.

Den kommende direktør bebuder, at der i løbet af foråret og sommeren vil blive holdt en række koncerter i Saltcentret, som folk godt kan begynde at glæde sig til.

Velkommen

Leif Skaarup har stået i to et halvt år stået i spidsen for den succesfulde forpagtning af Cafe Salt på Mariager Saltcenter.

Og nu hvor Mariager Saltcenter skal have ny ledelse, har bestyrelsen fundet det naturligt at kigge på Fonden Hedehuset og de potentialer, der ligger i en fælles opgaveløsning.

- Det er derfor med stor glæde, vi kan byde velkommen til Fonden Hedehuset som socialøkonomisk samarbejdspartner på hele driften og til ny administrerende direktør Leif Skaarup, der også fortsat vil varetage jobbet som leder af Fonden Hedehusets afdeling for Beskæftigelsesindsatser og STU.

- Det er netop den afdeling, der i forvejen driver Café Salt, Café På Banen samt Harlekin Værkstederne i Mariager, siger Søren Møller, bestyrelsesformand for Mariager Saltcenter, i en pressemeddelelse.

Direktør i Fonden Hedehuset, Carsten Bredahl, ser frem til, at flere udsatte eller sårbare borgere kan få beskæftigelse i Mariager Saltcenter.

- Vi er utrolig glade for, at Mariager Saltcenter deler vores vision, og glæder os meget til det kraftigt udvidede samarbejde, siger han.

Se også
Millioner til saltcenter var bedre end konkurs: - Vi havde ikke fået en krone
Se også
Leif vil trække unge hjem til beer pong og børnepasning
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste