Billede beskrivelse

Lån hjælpemidler på teknologibiblioteket

Frem til 16, september er det på Knabergården i Aalestrup, borgerne i Vesthimmerland kan møde teknologibiblioteket.

18. august 2019 kl. 10.00

VESTHIMMERLAND: I Vesthimmerlands Kommune findes ikke blot fire folkebiblioteker, men også et teknologibibliotek.

Det er et helt nyt initiativ, igangsat af Udviklingsafdelingen i Pleje- og Seniorservice.

På teknologibiblioteket er der mulighed for at afprøve og låne teknologiske hjælpemidler til brug i hverdagen. Hjælpemidler, som har til mål at øge livskvaliteten for borgerne.

Teknologibiblioteket råder eksempelvis over teknologier til brug for personer, der har udfordringer med hukommelse, struktur samt orientering i hverdagen.

Teknologierne kan også fungere som en hjælp til pårørende, der ofte kan have en stor rolle at spille, når det fx. handler om at introducere teknologi for dementramte.

- Mange ældre kan have svært ved selv at se behovet for teknologien. Det er oftest de pårørende, der ser udfordringerne og behovet i hverdagen. Derfor er det vigtigt for os at få fat i de pårørende, så vi kan vise dem de velfærdsteknologier, som vi stiller til rådighed i teknologibiblioteket, påpeger Camilla Holt Jones, velfærdsteknologisk konsulent, Vesthimmerlands Kommune.

Et eksempel på en af de nye teknologier er den intelligente kop, som har hjulpet mange ældre henover sommeren med at huske at drikke nok væske i varmen. Det er en hjælp, som både opfylder et konkret behov, letter hverdagen og fjerner bekymringer.

På teknologibiblioteket kan interesserede låne et eksemplar med hjem for at afprøve teknologien, før man går ud og investerer i et køb. Det er en mulighed, der giver mening for både den enkelte og de pårørende.

Teknologibiblioteket kommer i løbet af efteråret på turné til alle kommunens fire biblioteker.

Ved at komme rundt på bibliotekerne og møde mange af kommunens borgere, håber Camilla Holt Jones at kunne afmystificere begrebet velfærdsteknologi og derved fjerne nogle af bekymringer for både den ældre og de pårørende.

Frem til 16, september er det på Knabergården i Aalestrup, borgerne i Vesthimmerland kan møde teknologibiblioteket. Dog ikke i uge 35, hvor biblioteket i Aalestrup i stedet er optaget af en udstilling om 75-årsdagen for nedskydningen af flyvere over Louns og Aalestrup.

- Jeg mødte Camilla til et møde i kommunen i en anden sammenhæng, hvor vi over frokosten kom til at snakke om hendes nye projekt med teknologibiblioteket. Og vi blev hurtigt enige om, at vi skulle finde en måde, så flest mulige kan få adgang til den viden og muligheder, som kommunen ligger inde med, forklarer Pernille Haurum, daglig leder af Knabergården i Aalestrup.

Flere nysgerrige i Aalestrup har allerede orienteret sig om teknologibibliotekets forskellige tilbud.

Udstillingsperioden i Aalestrup afsluttes med et oplæg af Camilla Holt Jones om de forskellige hjælpemidler, kommunen kan stille til rådighed, hvorefter turnéen fortsætter på de andre tre biblioteker i løbet af efteråret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste