Billede beskrivelse

Kvinder finder parrets nye hjem - mener hun da selv

22. oktober 2017 kl. 11.01

Kvinder er oftere end mænd den drivende part, når der skal findes nyt hjem til familien - det mener kvinderne i hvert fald selv. Det fremgår af en ny landsdækkede undersøgelse foretaget af ejendomsmæglerkæden EDC.

Spørger man kvinderne, er over halvdelen overbeviste om, at boligsøgningen foregår på deres initiativ. Kun 3 pct. af kvinderne mener, at det i overvejende grad er mandens initiativ. Hos mændene ser billedet dog helt anderledes ud. Her mener hver tredje, at det i overvejende grad er manden, der står bag boligsøgningen, mens kun 6 pct. kan dele kvindernes opfattelse af, at de er den drivende part.

Det samme gør sig gældende i spørgsmålet om, hvem der har størst indflydelse på det endelige valg af bolig. Her mener hver tredje kvinde, at det i overvejende grad er hende, der tager beslutningen. Det giver kun 15 % af mændene hende ret i. Derimod mener hver femte mand, at det er ham, der tager beslutningen, hvilket kun 4 pct. af kvinderne genkender. Flertallet hos begge køn mener dog, at der er tale om en fælles beslutning.

- Vi kender vel alle til, at man kan have en opfattelse af, at man selv trækker læsset i en bestemt sammenhæng, selvom en objektiv måling ville vise, at begge parter tager nogenlunde lige del i arbejdet, siger Fatima Shamma fra EDC Hadsund. - Det er nok det samme, der gør sig gældende her.

- Min erfaring fra mange fremvisninger er dog, at det først og fremmest er vigtigt at få kvinden til at synes godt om boligen. Er kvinden ikke overbevist, får jeg ikke en underskrift på en købsaftale, mens mændene er mere tilbøjelige til at gå på kompromis, hvis kvinden i forholdet er klar til at købe, fortæller Fatima Shamma.

- Det kan også hænge sammen med, at manden går mere op i ejendommens stand og krav til vedligeholdelse, mens kvinden måske nok er mere helhedsorienteret og i højere grad vurderer boligen som en fremtidig ramme om familiens liv. Boligens stand kan man gøre noget ved, men en forkert beliggenhed i forhold til skole og arbejde er det sjældent muligt at rette op på.

Det fremgår i øvrigt af undersøgelsen, at de yngre boligsøgende er mest tilbøjelige til at se boligvalget som et fælles anliggende. Blandt de 25-34-årige er det således 72 pct., der ser beslutningsprocessen som ligeværdig.

EDC’s spørgeskemaundersøgelse er foretaget i juni 2017 og er baseret på 1372 besvarelser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste