Kurt Ravn skabte langtidsholdbar julestemning
Det begyndte lidt som en spøg i februar måned.
På et møde i Lokalrådet for Glenstrup, Handest og Holmgård talte menighedsrådet om at arrangere en julekoncert i samarbejde med Glenstrup Menighedsråd.
Så vil vi have et stort navn - som eksempelvis Kurt Ravn, lød det.
Men nok for sent i år mente skeptikerne. Pludselig stod man med en kontrakt og en dato, samt tilsagn om støtte fra Kulturelt Samråd i Mariagerfjord Kommune.
Forleden blev det så virkelighed, og i en fyldt Glenstrup Kirke nød publikum en enestående musikalsk begivenhed med Kurt Ravn.
Akkompagneret af oboisten Birgitte Lindum og Carl Ulrik Munk-Andersen på klaver og orgel gav en veloplagt Kurt Ravn en stribe af juleklassikerne.
Kurt Ravn har en særlig evne til at give tekst og musik udtryk med sin store sangstemme.
Det blev en betagende aften i det flotte kirkerum med den eventyrlig gode akustik.
Programmet inkluderede også fællessang, så publikum fik rørt stemmerne.
Koncertgæsterne forlod kirken en meget stor oplevelse rigere - og efter Kurt Ravns ønske: I langtidsholdbar julestemning.