Kunst og hobbymarked i Kig Ind
NØRAGER: Lørdag den 4. november er der igen kunst- og hobbymarked i Kig Ind i Nørager.
Markedet er efterhånden blevet en tradition, og det er altid godt besøgt. For interesserede udstillere er det stadigt muligt at tilmelde sig med en stand.
Arrangørerne satser på, at der som sædvanlig bliver en god blanding af kunst og hobby. De alsidige udstillere kommer fra et stort område af landet.
Hvis nogen går og sysler lidt i fritiden og gerne vil dele deres hobby med andre, er de velkomne til at lave en stand, kunst- og hobbymarkedet er nemlig et marked, hvor alle kan være med.
Tilmelding og yderligere oplysninger findes på Kig Ind’s hjemmeside www.kigind-noerager.dk, og tilmeldingsfristen er 28. oktober.
De kreative værksteder og kultur- og medborgerhuset Kig Ind på Vestermarksvej 2, Nørager står som fælles arrangører for årets Kunst og Hobby marked.
Husets Lokalhistorisk Arkiv har også åben denne dag i lighed med tidligere år.