Billede beskrivelse

"Krisemøde" om Støvrings fremtid

02. september 2017 kl. 11.20

STØVRING: Hvad vil vi egentlig med Støvring?

Der sker i øjeblikket rigtig mange gode ting i Støvring, ligesom der også er gode planer for fremtiden.

Støvring-Sørup Lokalråd inviterer derfor torsdag 7. september til ’krisemøde’ om Støvring.

For i takt med at byen vokser, og der årligt flytter mange nye borgere til byen, skal man huske at tænke over og tale om, hvad man samlet gerne vil, at der skal ske i byen, så Støvring også i fremtiden er en dejlig by at bo i.

Krisemødet for alle byens borgere, unge som ældre, foregår i STUBhuset, hvor lokalrådet gerne vil have en god og positiv debat med byens borgere om, hvad vi egentlig vil med Støvring, hvor der allerede sker en masse gode ting.

- Ordet ’krisemøde’ er ment som en øjenåbner for folk. Som en by i rivende udvikling kan vi med fordel minde hinanden om fortsat at støtte op om både de gode initiativer, der allerede er, og de nye idéer, der løbende kommer til, ligesom vi også skal have borgerne til at engagere sig i lokale udfordringer inden det er for sent, fortæller Mogens Dam Andersen, formand for Støvring-Sørup Lokalråd.

Paneldebat med lokale

Journalist og foredragsholder Jeppe Søe kommer til at styre aftenens borgermøde og lede deltagerne igennem emner som bl.a. fremtidigt togstop i Støvring, unge, ældre og meget mere.

- Han har blandt andet lavet en kort men rigtig god video, som vi har delt på vores Facebook-side. Den fortæller lidt om, hvad vi gerne vil med ’krisemødet’", forklarer Mogens Dam Andersen.

Til borgermødet vil være paneldeltagere, som vil supplere med deres holdninger og ønsker, lokale politikere er også inviteret til at komme og deltage i den gode dialog, ligesom det generelt er vigtigt, at almindelige borgere fra Støvring deltager i debatten og kommer med deres ønsker og løsningsforslag til gavn for hele byen.

Formanden supplerer med, at Lokalrådet i denne omgang har valgt kun at fokusere på Støvring, men at det ikke er udelukket, at der kan komme et lignende arrangement med fokus på udviklingen i og ønskerne for Sørup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste