Klubkammerat må erstatte Palsgaard ved NM
SKØRPING: Ved den kommende weekendens nordiske mesterskaber i Timbersport, som finder sted i Gøteborg, må det 18-årige stortalent Esben Pedersen træde til og hjælpe klubkammeraten Preben Palsgaard, som må sende afbud til mesterskaberne grunden sygdom i familien.
Noget af et tab for landsholdet, da Preben Palsgaard er tre gange nordisk mester.
Dette er Esben Pedersens første deltagelse på landsholdet i en international konkurrence, og det samlede hold har store forventninger til ham. Som Brian Palsgaard - også fra Rold Skov Klub - formulerer det:
- Jeg er ikke i tvivl om, at Esben i de kommende år bliver en af de bedste i Danmark, han ikke bare forstår sporten, han har i den grad viljen til at ville frem.
Esben Pedersen vil i holdkonkurrencen deltage som stocksaw-mand. Til dagligt arbejder Esben Pedersen i modsætning til mange andre udøvere ikke i skoven, men står i lære som elektriker.