Arkivfoto
Livet her

Kasserer snød med lønudbetalinger: 66-årig kvinde idømt fængsel

Kvinden udbetalte løn til sin mand, som ikke var berettiget til pengene

24. maj 2022 kl. 20:01

VISBORG: En kvindelig kasserer og skoleleder for en husflidsforening i Visborg ved Hadsund er ved Retten i Aalborg blevet idømt fire måneders betinget fængsel for mandatsvig for blandt andet at have udbetalt løn til sin mands konto, selv om manden ikke var berettiget til pengene.

Det oplyser anklager Stephen Pedersen, Nordjyllands Politi.

Ifølge sagens anklageskrift havde den nu 66-årige kvinde over en fem-årig periode fra januar 2014 til og med marts 2019 i sin rolle som kasserer i husflidsforeningen fået et oplysningsforbund til via Danløn at overføre 178.529 kroner fra foreningens konto til hendes og hendes ægtefælles konto.

Beløbet var - igen ifølge anklageskriftet - i strid med sandheden anvist som løn til manden, selv om han ikke havde udført arbejde for foreningen.

Kvinden fastholdt i retten, at hendes mand havde udført arbejde, som berettigede ham til lønudbetalingerne fra foreningen, og at noget af lønnen faktisk var udbetalt til ham for at hjælpe hende med arbejde, så hun var berettiget til noget af den løn, manden altså havde fået udbetalt til sin konto.

Men den forklaring valgte retten at tilsidesætte, fordi kvinden i forvejen havde fået udbetalt løn for samme periode, og det arbejde svarede til den løn, hun havde fået udbetalt.

Kvinden blev også dømt for mandatsvig ved at have misbrugt sin adgang til foreningens konto til at overføre penge til sine egne konti for varer og ydelser, som ifølge anklageskriftet ikke havde noget med foreningen at gøre, men var til privat brug.

Her lød tiltalen på mandatsvig i 30 tilfælde for et samlet beløb på godt 45.000 kroner. Retten fandt det dog kun bevist, at kvinden havde begået mandatsvig for cirka 8.000 kroner for blandt andet noget ernæringsundervisning og noget el-arbejde, som altså ikke vedkom foreningen.

Der er ikke taget stilling til, hvorvidt kvinden skal betale pengene tilbage til husflidsforeningen. Det spørgsmål var ikke medtaget i retssagen, men kører i andet regi, oplyser anklager Stephen Pedersen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu