Fra venstre uddeler Sanne Ørndrup, Mie Michelsen, Kersti Rold, Lissy Lind og Lisbet Nielsen, alle fra Lions Freja, er her på vej ud med de ti julepakker. Foto: Mogens Lynge
Julehjælp i Løgstør Kommune: 10 udsatte familier kan alligevel holde jul
Ti familier i den ”gamle” Løgstør kommune kan i dag sige. - Så blev det alligevel jul.
For onsdag formiddag var fire medlemmer af Lions Freja i Løgstør på besøg i Dagligbrugsen i Overlade. De havde bestilt ti julekurve til en værdi af kr. 1000 pr. stk., hvori der var alt, hvad sig hører juleaften og juledagene til af mad, juleknas og drikkevarer.
Dagligbrugsen i Overlade har sponsoreret brød og pakket, så det er lige til at dele ud. Lions Freja har skaffet penge til indkøbene ved at lave juledekorationer, være ude at sælge både dem og Blindes Jul for at skaffe penge.
De ti familier er udvalgt i et samarbejde med Røde Kors, som har modtaget mange ansøgninger om julehjælp.