Jubel efter sidste års Ambufesten: Næsten 400.000 kr. til udlodning

27 lokale foreninger kan alene se frem til 284.000 kr.

31. maj 2018 kl. 08.05

HOBRO: En af de største udlodninger i nyere tid.

Det er, hvad det lokale foreningsliv kan se frem til, efter at Ambufestens bagland i Hobro tirsdag aften var samlet for at gøre status over festlighederne i 2017 - og kigge frem mod festen i 2018.

Formand Jørn Jensen blev genvalgt for endnu en periode, og det var en glad formand, der på vegne af de 500 frivillige, som hvert år hjælper til i forbindelse med byfesten i Hobro, kunne berette, at overskuddet i 2017 blev et af de største nogensinde.

Helt kontant indebærer dét, at der bliver næsten 400.000 kr. til uddeling til de involverede foreninger - og en række velgørende formål i Mariagerfjord.

En af de medvirkende årsager til det flotte resultat var en vellykket, over fem timers non-stop Ambu Open Air-koncert.

Det nye Open Air-koncept var tydeligvis populært hos publikum.

- Og generelt er vi stolte af at være en af Danmarks måske eneste fester, hvor alt arbejde er frivilligt, og hvor overskuddet går direkte tilbage til de foreninger, der hjælper - og til velgørenhed.

- Vore gæster kan være sikre på, at for hver billet, øl eller sodavand de køber, er de samtidig med til at støtte frivillige foreninger og gode formål i deres lokale område, betonede Jørn Jensen i sin beretning på Ambufestens generalforsamling.

Ambufesten 2018 blev også vendt på mødet, og der var stor opbakning til at gentage Open Air-konceptet fra i fjor.

I år er der tilmed skruet yderligere op for musikbudgettet, som ender med at blive det største nogensinde.

- Det kan vi tillade os, fordi opbakningen i 2017 var så stor, understreger Jørn Jensen, der i denne omgang - sammen med det øvrige musikudvalg - har lavet aftaler med Rasmus Seebach, Hugo Helmig, Johnny Madsen, Hjalmer og Die Herren, som alle spiller i Hobro torsdag 30. august.

Ud over Ambu Open Air byder Ambufesten igen i 2018 på et overflødighedshorn af musik for folk i alle aldre og op imod 30 forskellige kunstnere.

Lørdag bliver traditionen tro en kæmpe fest for det voksne publikum, og fredag gentager Ambufesten de seneste års kæmpe succes, Hobronx Live, for det lidt yngre publikum.

Som tak for den store opbakning i fjor får Hobronx Live i år ekstra stærke navne på programmet, og Ambufesten vil i øvrigt invitere repræsentanter fra byens ungdomsuddannelser med ind i det fremtidige arbejde, så festen allerede fra i år kan tilbyde endnu mere for de unge.

Helt præcis bliver der i år uddelt 394.000 kr. ovenpå Ambufesten 2017.

284.000 kr. vil tilfalde de 27 lokale foreninger, der hjælper til ved festen, og 110.000 kr. vil gå til seks velgørende formål, som vil blive præsenteret løbende.

Ambufestens bestyrelse blev i øvrigt i forbindelse med generalforsamlingen suppleret med Egon Junker, der indtræder i bestyrelsen, samt Anja Wangsøe, der blev valgt som suppleant.

Billetsalget til årets fest er allerede i fuld gang via hjemmesiden www.billetsalg.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste