Jacob Mathiassen på podiet i British GT Championship

02. oktober 2017 kl. 12.52

Sæsonens bedste præstation sluttede med podieplads for Jacob Mathiassen, der sluttede som nummer tre i det British GT Championship på Donington Park

Der ventede ellers Jacob Mathiassen en svær opgave, idet der som følge af reglerne om "balance of performance" var blevet tildelt 100 kilo ekstravægt til hans racerbil.

Det gav Niall Murry og Jacob Mathiassen - som i øvrigt kun har deltaget i ét løb som makkerpar inden denne afdeling - store vanskeligheder i kvalifikationen, hvor det også kun blev til en 14. plads i GT4 klassen.

Efter den særdeles skuffende kvalifikation blev det besluttet, at Jacob Mathiassen skulle starte bag rattet i løbet.

Dét var en beslutning, som snart skulle vise sig at bære frugt.

- Jeg fik en supergod start og arbejdede mig hurtigt nogle pladser frem i feltet.

- Men der skete desværre det, at jeg blev ramt af en Mercedes GT 3 bil, som fik min bil til at snurre rundt.

- Jeg kunne heldigvis starte bilen igen, og var derfor hurtigt på sporet igen - fast besluttet på at holde momentum, forklarer Jacob Mathiassen.

Jacob leverede et godt stykke arbejde i bilen, og faktisk var det så godt, at han i racepace var blandt de hurtige tre kørere i feltet.

Det er også af den grund, at Niall Murry kunne overtage rattet i bilen på en syvendeplads i feltet.

Briten fortsatte arbejdet, hvor Jacob Mathiassen slap og hentede hurtigt nogle placeringer i feltet.

Med 15 minutter tilbage af løbet begyndte McLaren bilerne at få problemer med opbrugte bremser, hvilket muliggjorde, at Niall kunne avancere til en fjerdeplads.

Foran Mathiassen og Murry lå nu Ginetta’s egen fabrikskører, Mike Simpson, på løbets tredjeplads.

Niall Murray lod sig ikke kue af Mike Simpsons titel og overhalede fabrikskørerens bil således, at Jacob Mathiassen og Niall Murray sluttede løbet på tredjepladsen.

- Den her podieplads betyder enormt meget for mig. Godt nok er det en tredjeplads på papiret, men det føles som en førsteplads.

- Det har været en vanskelig sæson, hvor de manglende resultater mentalt har været hårdt.

- Jeg er simpelthen så stolt af, at vi kan slutte sæsonen med den her tredjeplads i verdens hårdeste GT 4 serie, siger Jacob Mathiassen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste