Politiet i Nordjylland har modtaget en del anmeldelser om tyveri i Mariagerfjordområdet i dagene 21.-22. oktober 2017. Arkivfoto: Torben Hansen
Livet her

Indbrud på stribe i Mariagerfjord

Villaer i Hobro, Arden og Hadsund har haft ubudne gæster

23. oktober 2017 kl. 11:03

HOBRO: Politiet i Nordjylland kan berette om en stribe indbrud i Mariagerfjordområdet i den forgangne weekend.

På Bymarken i Arden blev et vindue til en villa brudt op, og der er stjålet smykker. Indbruddet i Arden skete på et tidspunkt mellem natten til søndag og søndag formiddag kl. 10.15.

På Valmuevej i Hobro blev et vindue i en villa brudt op med en noget hårdhændet metode - man gik løs på vinduet med en hækkesaks.

Indbruddet skete i tidsrummet lørdag eftermiddag til søndag formiddag. Tilsyneladende er der ikke stjålet noget i Hobrovillaen, oplyser politiet i Nordjylland.

På Hejringvej i Snæbum forsvandt en VW Transporter mellem lørdag og søndag. Køretøjet dukkede op igen søndag kl. 11 på Hobrovej ved Møldrup.

På Lindalsbakken i Hadsund blev en beboer natten til søndag, kl. 03.35, vækket af støj. Nogen var kommet ind i villaen via et kældervindue, hvor de havde pillet ruden ud.

Vedkommende forsøgte derpå at komme videre til stueetagen via en aflåst kælderdør. Beboeren, som havde hørt det pusle, gav sig til kende, og det fik tyven til at stikke af. Der er ikke noget signalement.

Dagligvarebutikken Meny i Hadsund havde ubudne gæster kl. 00.36 natten til søndag. De har opbrudt et vindue, og det er lykkedes dem at slippe væk med spiritus samt en Iphone 6, der lå på et kontor.

Det blev ved forsøget hos Jysk, Industriparken i Hadsund. En bagdør blev ganske vist brudt op, men da døren var blokeret på den indvendige side, måtte tyv eller tyve opgive at komme videre.

Annonceret indhold

Nyeste