Billede beskrivelse

I spidsen for unge-bank

08. september 2017 kl. 06.00

HIMMERLAND: Jutlander Bank har udpeget en af sine unge medarbejdere, den 22-årige Lasse Hovgaard Kragh, som leder af en nyoprettet afdeling for bankens unge kunder. Afdelingen har fået navnet "Connect Ung".

Med Lasse Hovgaard Kragh får unge-afdelingen en leder, der ikke alene kender banken, dens værdier og dens afdelingsnet, men også selv befinder sig i den nye afdelings målgruppe, så han er i øjenhøjde med sin afdelings kommende kunder.

Lasse, som stammer fra Skørping, afsluttede i sommer sin finansuddannelse, der bød på to års elevophold i Jutlander Banks afdelinger i Støvring og Skørping. Han er student fra Støvring Gymnasium og er nu i gang med Akademiuddannelsen i Aalborg, hvor han også bor med sin kæreste Henriette.

I øjeblikket er Lasse Hovgaard Kragh i gang med at lægge sidste hånd på konceptet for den nye afdeling. Ud over at tilbyde bankens unge kunder de almindelige bankservices til gunstige priser er visionen for Connect Ung, at afdelingens medarbejdere kommer til at fungere som sparringspartnere for alle bankens unge kunder på områder som SU, boligstøtte, skat og udlandsophold.

Connect Ung, som har til huse i Jutlander Banks Områdecenter Hobro, samarbejder med Erhvervsakademi Dania i Hobro, hvorfra en række studentermedhjælpere er ved at blive rekrutteret til afdelingen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste