Billede beskrivelse

Hus overmalet med hagekors: Familie vågnede op til groft hærværk

Villa i Mariager blev overmalet med rød maling. Politiet efterlyser borgere, der kan have set noget mistænkeligt

31. oktober 2017 kl. 14.58

MARIAGER: En familie på Frydensbjergvej i Mariager stod lørdag morgen op til en temmelig ubehagelig overraskelse. Endegavlen på familiens hus var over natten blevet overmalet med mere end 50 hagekors i rød maling på både træværk og vinduesparti.

Andre steder på træværket stod der, med samme røde maling, formuleringerne "Karma is a bitch" og "I’ll be back".

Familien anmeldte lørdag hærværket til lokalpolitiet i Himmerland, der nu efterlyser vidner i sagen.

- Indtil videre har vi ingen spor at gå efter. Derfor hører vi meget gerne fra borgere, der kan have set noget mistænkeligt. Det kan være borgere, der har set en eller flere personer med rød maling på hænder eller tøj i fredags eller natten til lørdag, siger politikommissær Jørn Kresten Nielsen.

Han fortæller desuden, at den forurettede familie er meget overrasket over sagen.

- De har ingen uvenskaber, og derfor har de heller ingen ting at koble hærværket op på, siger Jørn Kresten Nielsen, der umiddelbart vurderer, at der er tale om groft hærværk.

- Det er en helt enkeltstående sag. Vi har ikke haft andre tilfælde i den her dur, så for nuværende har vi ikke noget at kæde sagen her sammen med, siger han.

Har du oplysninger i sagen, kan lokalpolitiet Himmerland kontaktes på telefon 96 30 14 48 eller på njyl-himmerland@politi.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste