Billede beskrivelse

Hønge diskuterer uddannelse

22. oktober 2017 kl. 06.00

REBILD: Mandag 23. oktober ankommer SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, med toget til Støvring for at debattere uddannelsespolitik.

Men først giver den tidligere tømrersvend de lokale SF’ere en hånd med at konstruere en "dialogbænk" af europaller. Tømrerarbejdet vil foregå på åben gade i Støvring sidst på eftermiddagen. Den mobile dialogbænk skal bruges, når partiets byrådskandidater, Anette Bruun, Steen Madsen og Christian Ydesen, i de kommende uger drager rundt i kommunen for at snakke med borgerne.

Dialogen begynder samme dag kl. 18 på Rebild Produktionsskole, hvor den lokale partiforening har planlagt et offentligt møde. Mødet er inspireret af de forhandlinger mellem Folketingets partier, som SF’s uddannelsesordfører, Jacob Mark, har deltaget i, og som netop har resulteret i en aftale, der styrker indsatsen for de unge, som ikke er klar til en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Den indebærer blandt andet, at der kommer en ny forberedende grunduddannelse, og aftalen sikrer også eleverne en højere uddannelsesydelse.

SF Rebild har også bedt skolens forstander, Peter Pilgaard, om at bidrage til debatten med et indlæg, efter at Karsten Hønge har indledt mødet. Byrådskandidat Christian Ydesen vil også komme med et indlæg. Som Ph.d. og lektor på Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet - og som far til fire børn - fylder uddannelsesspørgsmål meget i hans hoved og hans hverdag.

Efter en times tid byder SF Rebild på gratis pizza til alle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste