Billede beskrivelse

Henriks kabinescooter slår Ferrari - selvom den kun kører nul til 60 km/t. på 20 minutter

Lille bil med stor charmeeffekt

18. juli 2022 kl. 08.46

AALESTRUP: - Alle stopper op og vil snakke. Den giver smil på læben overalt, hvor vi kommer frem...

Henrik Bygholm fra Aalestrup mangler ikke opmærksomhed, når han triller en tur i sin bil - en BMW Isetta 300.

Den er speciel, tre-hjulet og har over 60 år på bagen.

Billede beskrivelse

- Ja, der er ikke alverden blærerøvseffekt over den - og der er ingen fed V8er lyd. Men sjov er den til gengæld. Holder jeg ved siden af en Ferrari, så er det den her lille bil fra 1961, som stjæler blikkene - den har sgu´ charmeeffekt, griner Henrik Bygholm, som hele sit liv har haft en dyb kærlighed til bilen, der egentlig er en kabinescooter som blev produceret i England på licens.

Billede beskrivelse

Knægt i Lindholm

- Da jeg var en lille knægt, boede jeg i Lindholm i Nørresundby, hvor min far var Købmand på Thistedvej. Af og til så jeg en kunde, der kom i en lille rund bil. Den var rødlig, og jeg var meget fascineret af den lille bil. Hver gang den holdt på parkeringspladsen, var jeg ude og se på dette lille vidunder, fortæller Henrik Bygholm, som selv er født i 1966.

Billede beskrivelse

Så allerede på det tidspunkt, var det jo efterhånden ved at være en ældre bil.

Billede beskrivelse

- Jeg slap aldrig tanken om denne lille vogn, og da jeg var blevet 15-17 år og var flyttet til Aalestrup, fik jeg den idé, at jeg ville have sådan en bil. Jeg vidste ikke det fjerneste om, hvad det var for en bil. Det var jo lang tid før internettet, så jeg skrev et brev til FDM og hørte, om de kunne hjælpe mig.

Isetta

Isetta blev produceret i Tyskland fra 1955 til 1960. Den blev produceret i England på licens i 1961 og 1962. Der blev i alt produceret knap 162.000 Isettaer.

Nogle Isettaer har tre hjul og andre har 4 hjul. Næsten alle Isettaer i Tyskland er 4-hjulede. I Danmark er langt de fleste 3-hjulede.

De 3-hjulede er motorcykler og de 4-hjulede er biler.

Den 3-hjulede kan køres med både MC og bil kørekort.

Grunden til at man i Danmark har 3 hjulede, var at der var mange efter krigen, som ikke havde bilkørekort, men kort til MC.

Isetta motoren er på 300ccm og har 13 HK. Den har 4 gear og bakgear.

Den eneste BMW der går fra 0 til 60 på 20 minutter.

- Det kunne de, og nu vidste jeg, hvad jeg skulle på jagt efter. Den gang var Aalborg Stiftstidende og Jyllands Posten tæt pakket med bilannoncer, så de blev terpet i en længere periode.

- Jeg fandt en såkaldt "papkassemodel". Det vil sige en masse skrammel, der blev solgt som komplet, men altid manglede en masse stumper. Heldigvis blev det ikke til mere, for så var det aldrig gået og meget havde set anderledes ud i dag.

Billede beskrivelse

Glemte ikke...

- Der gik nogle år, men jeg glemte aldrig den lille Isetta. Da jeg var 22 år gammel i 1988, fandt jeg en på Sjællands Odde. Jeg tog en kammerat med derover, og vi blev hentet ved færgen af sælgeren. Det var også en ung mand, og han skulle på Tvind, så Isettaen skulle sælges.

- Vi fik den med hjem og i løbet af et par år eller tre, var den køreklar.

- Jeg var i mellemtiden blevet medlem af en klub for de små køretøjer, så der kunne jeg finde hjælp og stumper, fortæller Henrik Bygholm, der glæder sig over, at han og familien gennem årene har haft utrolig mange gode oplevelser med Isettaen.

- Vi har været til træf i Trollhättan i Sverige masser af gange. Første gang i 1992 og vi har været der næsten hvert år siden. Vi har også været i Holland og Tyskland til træf. Der var den på trailer, men vi har kørt på egne hjul i den til Skotland.

Billede beskrivelse

- Det var sammen med min hustru og andre fra klubben. Det blev til en 10 dages tur til Skotland - en fantastisk oplevelse, siger Henrik Bygholm.

Pimpet

- Da vi i sin tid lavede Isettaen, blev den fyldt med alverdens moderne ekstraudstyr. Jeg var en ung mand på 22-23 år og naturligvis skulle den ”pimpes” lidt. Det var sjovt den gang, men jeg blev naturligvis træt af det efter nogle år. På et tidspunkt brændte der nogle ledninger af i den og i forbindelse med at det skulle laves, bestemte jeg mig for, at den skulle rippes for alt det udstyr og bringes tilbage til nogenlunde original stand.

Billede beskrivelse

- Jeg fik i mellemtiden en del forskellige køretøjer som tog hele min interesse, så Isettaen blev glemt lidt. Dog ikke mere end at det nagede mig, at den bare stod der og ikke kunne køre, fortæller Henrik Bygholm, der satte sig for, at nu skulle det være og derfor rykkede han alle ledninger og udstyr ud af den.

Billede beskrivelse

- Jeg fandt dog ud af, at jeg nok alligevel ikke magtede opgaven og besluttede mig til sidst for at krybe til korset og bad nogle dygtige venner om hjælp til at få den køreklar.

- Det lykkes så i år at få den ud og rulle igen, til stor glæde for hele familien. Det gik faktisk 10 år fra den blev sat til side og til i år, hvor den så er blevet køreklar igen. Det var aldrig sket uden kvalificeret hjælp fra to kammerater, så dem skylder jeg en stor tak.

Billede beskrivelse

Fandt sælger igen

- Da jeg var ved at gøre klar til den første køretur i 10 år, skulle jeg finde nogle tekniske oplysninger i min gamle mappe til Isettaen. Der fandt jeg også den gamle købskvittering. Sælgerens navn, Henrik Kabat, var så sjældent, at jeg prøvede at finde ham på Facebook. Det lykkes - og jeg skrev historien om Isettaen og at den nu skulle ud og køre for første gang i 10 år.

Billede beskrivelse

Han blev meget glad for at høre, at Isettaen levede endnu. Han bor i Korsør, men skulle helt tilfældigt til Attrup på campingferie dagen efter, så det endte med, at Henrik kom forbi og fik en tur i hans gamle BMW Isetta her i foråret.

Billede beskrivelse

- Ikke et øje var tørt, fortæller Henrik Bygholm, der i øvrigt også er formand for Aalestrup Classic Bil & MC med mere end 500 medlemmer.

Billede beskrivelse

Han ejer også en række andre specielle køretøjer: Fiat 600 Multipla 1965, Fiat Multipla (186) 2001, Lomax 224 – Kitcar bygget på en Citröen Dyane 1977, Honda CB 500 Four 1975, Honda SS50 1971, Yamaha fs1 1974, ”Honda Dax” Skyteam 2018, Suzuki FZ 50 1981, Suzuki FZ50 1979, VeloSolex 2200 1966 samt - ikke at forglemme - to Veloer...

Men Isettaen har en helt speciel plads i hans hjerte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste