Har du en god idé? Så kan du stadig nå at få del i fondspenge
Der er kommet ansøgninger til ”Fonden for erhvervsudvikling i den tidligere Arden Kommune”, men har du en idé eller et projekt kan du stadig nå at søge. Det samlede beløb der uddeles, er cirka 800.000 kroner og fristen for at ansøge er den 1. november 2023.
Inden Mariagerfjord Kommune blev en realitet i 2007, var Arden en selvstændig kommune, der blandt andet havde sit eget erhvervsråd. Erhvervsrådet etablerede dengang en erhvervsudviklingsfond med det formål at yde støtte til virksomheder, personer, aktiviteter og uddannelse til fremme af erhvervsudviklingen i den daværende kommune.
Fonden nåede at uddele nogle penge, men efter at Arden Kommune blev en del af Mariagerfjord Kommune, har uddelingerne været begrænsede, og fondens beholdning af penge – cirka 800.000 kroner – har været investeret i værdipapirer. Men nu er fonden i gang med at uddele alle pengene, hvorefter den nedlægges.
- Siden vi offentliggjorde, at pengene skulle uddeles, har vi oplevet en pæn interesse, og har da også fået nogle ansøgninger, men vi vil bestemt gerne modtage nogle flere, fortæller Hans Christian Maarup, formand for bestyrelsen i fonden.
- Så har man en god idé, så er det bare at få sendt en ansøgning afsted. Vi er på udkig efter virksomheder eller enkeltpersoner, der via konkrete erhvervstiltag, aktiviteter eller uddannelse kan være med til at fremme erhvervsudviklingen i det geografiske område, der tidligere havde hjemme i den gamle Arden Kommune. Dette af respekt for fondens fundats.
Velbegrundende ansøgninger
Det betyder helt konkret, at kun virksomheder eller personer i den tidligere Arden Kommune kan søge om penge fra fonden, hvilket i grove træk er følgende byer: Arden, Astrup, Oue, Valsgaard, Rold, Vebbestrup, Øster Doense og Rostrup.
- Man skal sende os en kort, velbegrundet ansøgning, herunder angivelse af det beløb, man ønsker at søge. Uddelingen sker efter bestyrelsens skøn og vurdering indenfor for fundatsens muligheder. I tvivlstilfælde afgøres det af Civilstyrelsen, slutter Hans Christian Maarup.
Fristen for at ansøge er onsdag den 1. november 2023 kl. 12.00, og ansøgning skal sendes til advokat Lars Møgelvang Hansen på e-mail: lmh@pmjlaw.dk. Efter modtagelsen af støtte skal dokumentation for afholdte udgifter fremsendes.