Billede beskrivelse

Handicapprisen gik til Gurli V. Pedersen

04. september 2017 kl. 08.58

Hobro IK’s anfører Mads Justesen er bare 34 år - en ren årsunge i sammenligning med stampublikummet til Ambufestens morgenkaffe.

Men i Mads Justesens branche er 34 år faktisk en ganske høj alder.

Derfor får han oftere og oftere stikpiller så som: "Du er ved at blive gammel! og "Arh, det er alderen, der trykker".

Det betroede han, da han holdt Ambu-morgentale i Dansetten på Ambu Pladsen i Hobro.

- Skal man så sætte sig ned i sofaen og græde? Nej, man skal stadig sætte sig mål!

Sådan sagde Mads Justesen til et publikum, som med al respekt er noget mere gråhårede end de folk, han plejer at holde Ambufest sammen med.

- Selvfølgelig skal man være ærlig med sin fysik. Det er også derfor, jeg kun har en et-årig kontrakt, sagde han og lod forstå, at han på et tidspunkt inden længe vil sige stop.

Handicappris overrakt

Efter morgentalen blev Mariagerfjord Kommunes handicappris overrakt.

Den går til en gæv kvinde, som har puttet masser af indhold i sin tredje alder.

- Vi har lige hørt Mads Justesen sige, at vi skal gøre, hvad vi drømmer om.

- Jeg har aldrig drømt om at få handicapprisen. Inderligt tak, sagde Gurli Vestfal Pedersen fra Mariager, som måtte op på scenen for at tage imod pokal, buket og pengegave.

Bag sig har Gurli Vestfal Pedersen et langt arbejdsliv på Sødisbakke, en institution for voksne udviklingshæmmede.

I dag er hun frivillig ved Sødisbakkes musikfestival, ligesom hun tager en tørn i museet ved Sødisbakke, Børnefesten i Mariager og som besøgsven hos Røde Kors.

Tro væbnere hædret

Gurli Vestfal Pedersen var indstillet af Annette Damsgaard og Pia Platz, som har tilknytning til Sødisbakke og dens aftenskole.

Efter morgenkaffen hædrede Hobro Borgervæbning nogle af sine tro væbnere.

Thorkild Larsen, Hobro, fik hædersmedalje for rekordmange år i væbningen, 52.

Der var også medaljer til 10, 20, 30 og 40 års jubilarer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste