Håndværksfag og vandaktiviteter på skemaet

18. september 2017 kl. 10.55

Onsdag 6. september blev en noget anderledes skoledag for alle eleverne i overbygningsklasserne på Arden Skole. Både rammerne og indholdet var noget ganske andet i forhold til en almindelig skoledag hjemme i Arden. Øverst på skoleskemaet stod nemlig håndværksfag og vandaktiviteter!

Ungdomsskolen fik overdraget ansvaret for de 80 elever fra morgenstunden af, hvor to store busser transporterede de forventningsfulde elever ned til den lille havn i Stinesminde på nordsiden af Mariager Fjord. En perfekt ramme for især vandaktiviteter, men bestemt også brugbar til håndværksfag.

Eleverne på Arden Skole havde i forvejen valgt sig ind på enten vandaktiviteter eller håndværksfag. Dagen indgik som en del af en større valgfagspakke, som Arden Skole og Ungdomsskolen har indgået aftale omkring.

Cirka 20 elever havde valgt at bruge dagen på at stifte bekendtskab med murerfaget. Eleverne trænede med mørtel og murerske i den ene hånd og tunge sten i den anden. De unge arbejdede sammen i grupper på 5 mand, så ingen led overlast af det tunge arbejde. Dagen igennem lærte eleverne at sætte fundamenter, mure op og til sidste pudse deres vægge af.

Resten af eleverne havde valgt at prøve sig selv af med vandaktiviteter. Eleverne kom i løbet af dagen igennem tre stationer, hvor de blev præsenteret for tømmerflådebygning, sejllads med speedbåd hvor eleverne blev trukket på en "banan" efter båden, og sluttelig prøvede eleverne stand-up-paddle.

Midt på dagen havde Ungdomsskolens Erhvervsklasse sørget for frokosten, som i dagens anledning bestod af ristede pølser med brød på havnens nye flotte grill. En sikker succes hos de unge!

Mange af eleverne som kom retur fra fjordens kolde vand, nød en tur i det varme vildmarksbad, som var opstillet på havnen i dagens anledning. Vandet i fjorden var 16 grader, hvilket for manges vedkommende oplevedes temmeligt koldt, men en tur ned i vildmarksbadets 38 grader kunne heldigvis bringe både varmen og smilet tilbage hos de fleste.

Klokken 14.00 var det hele slut, og eleverne kunne igen drage nordpå mod Arden Skole - for nogles vedkommende med nye håndværksmæssige færdigheder i bagagen, mens andre kunne kigge tilbage på en dag med masser af saltvand og oplevelser til søs.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste