Billede beskrivelse

Grønning har lært tålmodighed

Angriberen håber på pokalmål for Hobro onsdag aften

20. september 2017 kl. 14.20

FODBOLD: Angriberen Sebastian Grønning skiftede i sommerpausen fra AaB til Hobro på en toårig aftale i bestræbelserne på at få mere spilletid.

Hidtil er det ikke blevet til voldsomt mange minutter for den unge angriber, men onsdag aften får han chancen fra start, når Hobro gæster Slagelse fra Danmarksserien i DBU Pokalen.

- Jeg håber da meget, at det kan blive til en scoring eller to for mit vedkommende. Det er en ret typisk pokalkamp med et hold fra de lavere rækker mod et hold fra Superligaen., Man må aldrig tænke, at det bliver en nem kamp. Det så vi også, da vi slog Kolding senest, siger Sebastian Grønning, der kom på tavlen i kampen i Kolding.

I foråret blev det til 20 Superligaminutter i AaB, og det var medvirkende til, at han valgte at skifte klub, men indtil nu er det kun blevet til syv minutters Superligafodbold i Hobro på en enkelt indskiftning.

- Men jeg er helt klart mere tålmodig nu, end da jeg var i AaB. I AaB følte jeg virkelig, at jeg var god nok, og det var jo ikke, fordi der var nogen af de andre angribere, der bombede mål ind på stribe. Jeg følte virkelig, at jeg havde fortjent at få chancen i foråret, men det skete aldrig, siger Sebastian Grønning.

- I Hobro har angriberne været virkeligt gode. I starten af sæsonen var Kirkevold og Antipas gode på skift, og i øjeblikket rammer de begge to målet. Så lige nu har jeg det fint med at sidde på bænken, for det er jo svært at ændre på et hold, der vinder, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste