Godt første år for Haslund Optik
For godt et år siden åbnede Haslund Optik på Vestergade i Arden, og indehaver Johnny Haslund Madsen kan med stor tilfredshed se tilbage på det første år i butikken.
- Når man åbner en ny butik i en mindre by skal man altid lige have fodfæste, men det er gået over alt forventning. Jeg har oplevet en fantastisk flot opbakning fra lokalområdet.
- Jeg har haft flere hundrede kunder igennem i løbet af året, og det er mere end jeg umiddelbart regnede med. Kunderne kommer både her fra Arden, men også fra de omkringliggende byer som Astrup, Terndrup, Hadsund og Skørping, fortæller Johnny, der bevidst valgte, at han ikke ville være medlem af en landsdækkende optikerkæde, men i stedet starte under sit eget navn.
- Jeg ville gerne have en butik, hvor jeg altid kan lave den 100 % individuelle løsning til den enkelte kunde, hvilket jeg bedst kan, hvis jeg kan bestemme selv.
- Jeg er med i en indkøbsforening, hvilket betyder, at jeg fortsat har alle de kendte brillemærker på hylderne, og selvfølgelig til nogle knivskarpe priser, der absolut tåler sammenligning med konkurrenterne, fortæller Johnny.
Indtil videre har Johnny været ene om at passe butikken, men på grund af den gode og positive start i butikken, håber han, at han på tidspunkt kan ansætte en medarbejder på deltid.
- Det er helt klar min drøm, og vil gøre mange ting nemmere. Så det håber jeg, kan lade sig gøre i den nærmeste fremtid, slutter Johnny.
Haslund Optiks ét års fødselsdag blev for nylig markeret med lidt godt til ganen i butikken.