
Godt år trods svære tider: Bryghus ser lyst på fremtiden
En ny distributør betyder nye muligheder for Bies Bryghus i Hobro
HOBRO: 2022 var et år med eksplosivt stigende energi- og råvarepriser - men det var også et år med overskud og nye muligheder for Bies Bryghus.
Det fortæller bestyrelsesformand Jesper Mikkelsen, efter der i weekenden blev afholdt generalforsamling for 500 af bryghusets anpartshavere.
- Missionen med Bies Bryghus er jo ikke at tjene millioner og milliarder. Vi er Danmarks ældste fungerende bryghus, vi er baseret på frivillige kræfter, vi har ingen på lønningslisten, og vi laver ikke mere end 30.000 flaskeøl og 12.000 liter fadøl om året. Nej, vores opgave er at fortælle en historie, sælge noget godt øl og drive en god restaurant, og det gør vi så, siger Jesper Mikkelsen til Nordjyske.
- Det er med hjertet og lokal forankring, at vi driver Bies Bryghus, tilføjer han.
Men trods de hårde vilkår, også for en lille forretning som Bies Bryghus, blev det alligevel til et overskud på 13.000 kroner.
- De er kommet ud af en omsætning på 1.031.000 kroner, men vi ser samtidig ind i en rigtig spændende økonomisk fremtid, siger Jesper Mikkelsen.
I efteråret indgik Bies Bryghus nemlig et samarbejde med distributionsvirksomheden Real Drinks i Hobro om en serie safter og sodavand. Det er Real Drinks, der producerer og distribuerer til hele landet i Bies Bryghus' navn og sender en del af indtjeningen retur.
- Der kan vi allerede nu se meget positive takter, så det forventer vi os meget af i fremtiden også, siger Jesper Mikkelsen.
Traditionen tro blev der ved generalforsamlingen også uddelt Bie Prisen - den gik i år til Keld Møller Nielsen, der indtil efteråret sidste år var distributør for Bies Bryghus. Han overtog prisen fra Tom Kristensen, der modtog den sidste år.

