Folkemødet i Mariager lover de frivillige en oplevelse for livet. - Tænk at have været med til at arrangere verdens første europæiske folkemøde, siger koordinator Jens Lykke. <i>Laura Guldhammer</i>
Livet her

Giv fire timer af din tid og få en oplevelse for livet

Brug for 400 frivillige til det europæiske folkemøde i Mariager

07. januar 2022 kl. 10:42

Når verdens første europæiske folkemøde løber af stablen 25.- 28. august i Mariager, bliver det ikke bare med deltagelse af borgere og politikere fra 43 nationer, men forhåbentlig også med en kæmpe stab af lokale frivillige.

Det fortæller chefkoordinator af frivillige ved Political Festival of Europe, Jens Lykke, i en pressemeddelelse.

Med en forventning om op til 25.000 gæster over de i alt tre dage bliver der behov for mange frivillige hænder, hvis Mariager-mødet skal blive en succes.

- Eftersom det er første gang i historien, at byen skal være vært for så stort er arrangement, er der ikke de store erfaringer at bygge på. Men vi har allieret os med erfarne folk fra Folkemødet på Bornholm og Kulturmødet på Mors, så vi ved, hvor det er, udfordringerne kan opstå, fortæller Jens Lykke i pressemeddelelsen.

Desuden samarbejder man med Smuk Fest i Skanderborg.

- Der er ingen krav til de frivillige - kun at de er villige til at give 4, 8 eller 12 timer i løbet af de 3 dage, siger koordinator Jens Lykke. Arkivfoto: Torben Hansen

- Det er helt afgørende, at fx kommunikation, logistik og praktik er i top, og derfor får vi brug for rigtig mange frivillige hænder og hoveder. Der er brug for folk til opsætning og afvikling af de over hundrede arrangementer, der er på programmet, ligesom der skal bruges folk til servicering af gæster, vejvisning, parkering, brandvagt, affaldshåndtering og oprydning mm. I alt er der brug for et sted mellem 350 og 400 personer, oplyser Jens Lykke.

Der er ingen krav til de frivillige - kun at de er villige til at give 4, 8 eller 12 timer i løbet af de 3 dage.

- Til gengæld tør vi godt love de frivillige en mega-oplevelse for livet, - tænk at have været med til at arrangere verdens første europæiske folkemøde - det bliver både drønspændende og sjovt, garanterer Jens Lykke, der til organiseringen af de mange frivillige assisteres af Finn Christensen, Jane Grøn, Søren Wilkens og Mikkel Skovsbo.

Der er ikke nogen egentlig løn for at give nogle ”fritimer” til folkemødet, men alle får både mad og drikke, ligesom alle frivillige bliver inviteret til en brag af en ”frivillig-fest” i efteråret 2022.

Et halvt hundrede frivillige har allerede givet tilsagn om at medvirke. Er man bare en lille smule interesseret, er der mulighed for at høre mere om mulighederne onsdag 2. februar, hvor Political Festival of Europe inviterer til orienteringsmøde på Det gamle Rådhus på Torvet i Mariager.

- Kan du ikke denne dag, så kik forbi Det gamle Rådhus i Mariager eller ring, mail, skriv til en af frivillige koordinatorerne fx Jens Lykke på 29231818, lyder opfordringen.

Se også
Fra Trafalgar Square til Danmarks mindste købstad
Annonceret indhold

Nyeste