Livet her

Gæve landdistriktsfolk serverer fedt valgflæsk

20. oktober 2017 kl. 06:00

Fedt valgflæsk langes over bordkanten, når Landdistriktsrådet tirsdag 24. oktober inviterer til debatmøde klokken 19.

Det foregår i Norup Forsamlingshuset, og hvis du vil have den helt rigtige smag i munden, inden de verbale fedtemadder smøres ud over de fremødte, så mød en times tid før.

Da serverer forsamlingshusets gode køkken nemlig stegt flæsk i persillesovs.

De politiske aktører bliver bedt om at rette fokus mod landdistrikternes vilkår.

Og til at holde politikerne på sporet, har arrangørerne bedt journalist Claus Smidstrup med mange års erfaring fra Nordjyske Medier om at styre replikkerne.

- Og der er masser af udfordringer at diskutere med politikerne, forudser Landdistriktsrådets formand Kim Knudsen, Hørby.

- Emner som bedre bredbånd og telefoni, bosætning og kollektiv trafik kan hurtigt fylde et debatmøde, og folk i landsbyerne har stor opmærksomhed på, hvad byrådskandidaterne kan byde ind med på disse emner, uddyber han.

Cirka halvdelen af Mariagerfjord Kommunes vælgere bor uden for de fire hovedbyer og dermed i landdistrikterne.

Mariagerfjords landdistrikter tæller 35 lokalområder, der årligt får et mindre beløb i basistilskud fra Landdistriktsrådet.

Desuden administrere rådet en projektpulje, som landsbyer kan søge til større eller mindre projekter.

Midlerne har Rådet fået stillet til rådighed af kommunen.

Annonceret indhold

Nyeste