Frivillig Fredag på Hadsund Skole
Hver dag knokler frivillige i sportshallen, spejderhytten, på værestedet, i boligområdet, på plejehjemmet og mange andre steder.
Frivillighed medvirker til, at vores børn får en aktiv fritid, de ældre et mindre ensomt liv og socialt udsatte en lidt nemmere hverdag, derfor holder vi Frivillig Fredag på Hadsund Skole, for de frivilliges store og vigtige engagement fortjener at blive anerkendt, fejret og vist frem, og du er inviteret!
Frivillig Fredag er et landsdækkende arrangement, som finder sted fredag den 29. september. I hele landet vil der denne dag blive skabt liv og aktivitet med det formål at fejre, anerkende, udvikle og ikke mindst vise den store betydning, som frivilligt arbejde har for den enkelte og for samfundet.
Frivillighed er afgørende! - og derfor vil vi gerne anerkende og fremvise det store frivillige arbejde, som bliver ydet i Mariagerfjord Kommune på mange forskellige områder. Til arrangementet vil årets integrationspris også blive uddelt.
Hadsund Skole danner rammerne for arrangementet Frivillig Fredag den 29. september 2017 kl. 16.00.
Hele dagen er der masser af aktiviteter: Boldspil, Geocaching, Bordtennis, Male mel, Tennis, Prøvedykning og meget mere.
Dagen byder på underholdning med Pot´s n´ Pan´s Village Band, velkomst ved Borgmester Mogens Jespersen, Integrationsrådet der uddeler årets integrationspris, Jyske talenter - unge musikalske talenter underholder, Konkurrence på scenen, Hadsund Skoleorkester underholder og Frivillig Fredag runder af med fællessang.