Billede beskrivelse

Frem med pungen: Vandet bliver dyrere i Rebild

17. december 2021 kl. 11.07

En gennemsnitshusstand i Rebild Kommune må i 2022 indstille sig på at skulle betale cirka 1000 kr. mere i årligt vandafledningsbidrag.

Det bliver konsekvensen, efter at bestyrelsen i Rebild Forsyning på sit seneste møde besluttede af hæve vandafledningsbidraget fra 37,85 kr. til 48,15 kr. pr. kubikmeter.

- Rebild Kommune er inde i en meget positiv udvikling. Der er gang i hjulene i kommunen, men med et stigende aktivitetsniveau følger også et øget investeringsbehov, forklarer bestyrelsesformand i Rebild Forsyning, byrådsmedlem Peter Hansen (S).

Alene inden for de seneste ti år har Rebild Forsyning investeret ca. 70 mio. i byggemodninger.

Derudover står selskabet i de kommende år overfor at skulle foretage betydelige investeringer i det eksisterende kloaksystem for på den måde at stå bedre rustet til håndtere de miljømæssige udfordringer i fremtiden.

Et godt eksempel på dét er den nye kloakledning, som fremover skal føre dét spildevand, der i dag ledes til Nørager Renseanlæg, videre til Mariagerfjord Renseanlæg i Hadsund.

Den varslede forhøjelse af taksterne i Rebild er dog ikke mere dramatisk, end at vandafledningsbidraget i Rebild fortsat vil ligge på omtrent samme niveau som i de omkringliggende kommuner, understreger bestyrelsesformand Peter Hansen og direktør i Rebild Forsyning, Johnny Kristensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste