Fra mudderhul til Danmarks bedste udeareal: Endelig står ny skolegård helt færdig
- Vi har Danmarks bedste udeareal.
Sådan lød det fra skoleleder Rene Neve Henriksen på Skørping Skole, da han onsdag eftermiddag endelig kunne indvie den nye skolegård.
- Vi er gået fra noget, man vist godt kunne kalde et mudderhul til i dag at have et skønt areal med græs, asfalt og forskellige aktiviteter, der indbyder til leg og spil, siger han.
Langt om længe blev indhegningen taget ned, og børnene kan nu boltre sig i gården, der blandt andet indeholder gynger, hængekøjer og optegnede bogstaver og tal.
Rene Neve Henriksen fortæller, at tanken med den nye skolegård fra start har været at etablere et område, der udfordrer det traditionelle billede af skolegården, og som kan skubbe lidt til de børn, der ikke nødvendigvis render og spiller fodbold eller basket.
- Det lægger op til mange varierende legeaktiviteter til både store og små, siger han.
Flere år undervejs
En total nytænkning af skolens yderområder begyndte allerede tilbage i 2015, da skolen vandt en sum penge til projektet gennem konkurrencen "Drøn på Skolegården", hvorefter man gik i gang med at modernisere dele af udearealet.
Se flere billeder af den fine skolegård herunder:
Nu står den sidste del altså også klar, og det er til stor glæde ikke bare for skolen, men for hele byen, mener Rene Neve Henriksen.
- Udearealerne og området bliver også flittigt benyttet af forældre og børn i fritiden. Det er en stor fornøjelse, at det også kan bruges udenfor skolens åbningstider, siger han og forklarer, at arealet også passer godt til skole- og fritidsordningen.
Den sidste del af skolegården, som nu er indviet har i runde tal kostet en millioner kroner.