Forlod sommerhuset juleaften - alarmselskab opdagede det, der lurede
Ved fælles hjælp blev en kedelig afslutning på højtiden forhindret
RØNBJERG: Det kunne have udviklet sig til en trist afslutning på en ellers dejlig aften, da beboerne i et sommerhus på Skov Sørens Vej ved Rønbjerg juleaften forlod huset uden at puste ilden ud i en juledekoration.
Til gengæld kan de glæde sig over, at det alarmanlæg, der er installeret i huset, også kan afsløre, hvis der er mere røg i huset end anbefalet.
Det var overvågning hos alarmselskabet, som aktiverede den alarm, som betød, at brandfolk fra Nordjyllands Beredskabs station i Løgstør kl. 21.32 rykkede ud til adressen.
- Der var ingen ild, da vi kom derud, så det var et spørgsmål om at få luftet godt ud. Så kunne de godt blive i sommerhuset. Det blev heldigvis ikke så alvorligt, fortæller indsatsleder Palle Olesen fra Nordjyllands Beredskab.