Floorball med liv og sjæl

Valsgaard Vikings, som er en selvstændig afdeling under gymnastikken, stiller hold i 2. division

08. september 2017 kl. 06.20

Hvordan kommer du hurtigt i kontakt med andre mennesker, hvis du flytter til Valsgaard?

Du melder dig bare ind i den lokale floorball klub.

Sådan tænkte nu 38-årige Johnny Bak for snart fem år siden.

Klubben kalder sig Valsgaard Vikings.

- Jeg ville jo gerne møde nogle lokale folk og gik så ned i hallen og spurgte, og om jeg kunne være med.

Det har jeg aldrig fortrudt.

- Floorball er et rigtig sjovt og tempofyldt spil.

- Ret nemt at lære, kræver ikke den store forberedelse, næsten ingen skader.

- Og så har jeg kun fem minutters gang til træning. Så valget var helt oplagt, siger Johnny Bak.

- Man risikerer højst en lille forstrækning i ny og næ. Ellers passer vi godt på hinanden, og så har vi det rigtig fint med hinanden her i klubben, supplerer to år ældre Henrik Thybo Kristensen - med en fortid på Rosendals daværende 2. divisionshold i floorball.

Nu står Valsgaard Vikings ene i Mariagerfjord om at byde sig til med et hold i divisionen.

Henrik Thybo træner fortsat i sin gamle klub, og det samme er tilfældet med blandt andre 39-årige Morten Christensen fra Vebbestrup, som også dyrker sin sport både i hjembyen og hos "Vikings".

- Ude i Idrætsforum havde vi talt om at få samlet en flok halvgamle mænd på min alder op opefter til søndags-floorball,.

Det lykkedes. Nærmest ud af ingenting fik vi samlet 15-20 motionister, hvoraf cirka halvdelen møder op den ene gang om ugen.

Og så brænder vi ellers helt igennem i halvanden times tid, forklarer Morten Christensen.

- Tilmed er floorball et fint holdspil, hvor man er afhængig af hinanden. Det kan vi godt bruge i en tid, hvor idræt jo i stadig højere grad dyrkes individuelt, fremhæver han.

Spillet minder i høj grad om ishockey - uden is og polstrede spilledragter - men med fem stavførende markspillere, en målmand og fart over feltet i de tre perioder á 20 minutter, hvor der spilles.

Og præcis som i moderspillet skiftes der løbende og hyppigt ud.

Ideen blev da også i sin tid fostret af nogle svenske ishockeyspillere som en haludgave af det tempofyldte spil.

- Derhjemme i Sverige voksede jeg nærmest op med floorball, som vi spillede både i børnehaven og i skolen, fortæller Valsgaard Vikings spillende træner, Flemming Jensen, som har dansk far.

Selv flyttede Flemming Jensen til Danmark og spillede fra 1995 til 2002 professionel ishockey i Odense, Aalborg, Herning og Gentofte.

I dag bor han i Hobro, og som 45-årig brænder Flemming Jensen stadig for spillet med stav - men pucken på isen har han lagt på hylden.

- Jeg gad ikke tage til Aalborg og træne old boys ishockey hen under midnat, så nu spiller jeg kun floorball, begrunder han.

Flemming Jensen er formand for den lille floorball-afdeling under Valsgaard Gymnastikforening.

Hensigten er, at spillerne fortsat skal kunne hygge sig ude i de lokale lokale omegnsklubber i Astrup, Hørby og Vebbestrup, og at spillere med ambition om at at spille divisionsfloorball træner med en gang om ugen (tirsdag) i Valsgaard.​

- Og hvem ved, måske bliver vi om nogle år gode nok til at spille i første division, bemærker 43-årige Brian Svenningsen fra Oue, der har spillet floorball i snart 15 år.

Som det antydes, mønstrer Vikings et garvet mandskab, hvorfor tilgang af yngre spillere bestemt ikke vil være nogen hindring.

- Jo da, helt bestemt, siger Henrik Thybo, som i Rosendal har trænet både børn og unge, der tørner ud i deres egen "Kidz Liga".

- Børn skal i gang så tidligt som muligt. Jeg har trænet børn helt ned til fire-fem års alderen, og de lærer vildt meget nærmest fra gang til gang og udvikler sig spillemæssigt betydeligt hurtigere end i eksempelvis fodbold, siger han.

- Ja, man rykker sig nærmest hele tiden, bekræfter hans 16-årige søn, Mark Thybo, som mest spiller med voksne.

- Spillet kræver godt fysik, og man er i modsætning til fodbold bare på hele tiden, fremhæver sønnen.

Med over 1300 nye spillere i løbet af 2016 markerer floorball sig som den mest fremgangsrige idræt herhjemme.

Ved udgangen af 2016 noterede Floorball Danmark således 7725 aktive spillere fordelt på 166 floorballforeninger.

Også de lokale vikinger i Valsgaard vi gerne have del i vokseværket.

I april sæsonafsluttede Valsgaard Vikings med cirka 25 spillere i alderen 6 til 14 år - april.

Dem håber man selvfølgelig at gense lørdag klokken 10, hvor ungdommen tager fat i Valsgaard.

Seniorerne træner for førsteholdets vedkommende hver tirsdag fra klokken 20.30. Truppen tæller cirka 15 spillere.

Motionisterne mødes hver torsdag klokken 20.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste