FDF Hadsund på tur i fortid, nutid og fremtid
Var sammen med andre FDF’ere samlet til aktivitetsdag på Sletten ved Ry
HADSUND: Lørdag 29. september deltog FDF Hadsund også i en aktivitetsdag på Sletten ved Ry
- Alle de yngste FDFere i landsdelen, Midtjylland, Djursland, Himmerland og Salling, var inviteret til en aktivitetsdag på Sletten ved Ry med temaet Sille og Sigurd besøger fortiden, nutiden og fremtiden, så alle 310 børn og voksne der var tilmeldt kunne udforske aktiviteter i dinosaur-tiden, stenalderen, middelalderen, nutiden og fremtiden, beretter Connie Madsen fra FDF Hadsund.
Undervejs kunne alle deltagere finde svar på hvad spiste man i stenalderen, prøve at tegne hulemalerier, lave knive af flint, skyde med bue og pil, se hvordan man lavede en hyp hest (kæphest) som skulle bruges til ringridning, som man gjorde i middelalderen, deltage i sværdkamp, kaste med hestesko og ramme rotten. Hvordan undgår man at møde en dinosaur på forhindringsbanen, falde ned fra den vilde dinosaurus og klatre i tårne og afprøve karrusellen.
Der blev også leget lege som i 2018 og lavet raketter og elastikflyvere som fremtids legeredskaber.
Til sidst legede alle en fælles leg, og der blev holdt en fælles afslutning på en hyggelig og spændende dag, siger Connie Madsen.