Far og søn jubilerer hos Pajo

Firmastifter Poul Anker Johansen fejrer fredag 50 års jubilæum - og sønnen Lars det halve

05. september 2017 kl. 06.21

Der et to gode grunde til, at flaget fredag 8. september glider til tops hos Pajo-Bolte A/S på Lupinvej i Hobro.

Firmastifter og administrerende direktør Poul Anker Johansen markerer på dagen sit 50 års forretningsjubilæum.

Og hans søn, direktør og daglig leder Lars Johansen, har samtidig 25 års jubilæum som ansat dels i Pajo A/S og Pajo-Bolte A/S.

De to har siden 2006 kørt parløb som medejere af Pajo-Bolte A/S, som Poul Anker Johansen egentlig etablerede som en nichevirksomhed tilbage i 1993.

På daværende tidspunkt lå fokus på grossistvirksomheden Pajo A/S, som den driftige forretningsmand fik ideen til i 1967.

Målgruppen var mekanikere og autoværksteder, og i mange år kørte Poul Anker Johansen vejene tynde i Himmerland for at sælge reservedele og andet autoudstyr til folk i branchen.

Pajo, som han snart blev kaldt i daglig tale, var altid klar til at levere lige præcis den duppedit eller dippedut, som kunden efterspurgte.

Lå den ikke leveringsklar hjemme på hylderne, først i garagen på Ribesvej i Hørby Skoleby og senere i nyopførte lokaler på Lupinvej i Hobro, var Poul Anker manden, der nok skulle skaffe den på rekordtid.

Kundepleje og høj service har altid været et kendetegn. Gennem årene lykkedes det grundlæggeren at opbygge en forretning, der næsten konstant led af vokseværk.

Domicilet på Lupinvej blev udvidet flere gange. Der var 90 ansatte, og med en årsomsætning på omkring 120 millioner kroner voksede grossistvirksomheden sig til en velsmurt forretning.

Lars Johansen kom med i ledelsen på Pajo-Bolte A/S, og han har siden 2006 været direktør og daglig leder.

I hans tid som direktør har Pajo-Bolte A/S udvidet med en tilbygning, så der i dag står 7000 kvadratmeter under tag, hvor 36 medarbejdere har deres virke.

Omsætningen ligger på den gode side af 100 millioner kroner.

Privat er Lars Johansen gift og har to børn. Familien bor i pragtfulde omgivelser på nordsiden af Mariager Fjord tæt ved Hobro.

Som særdeles sportsinteresseret har Lars Johansen løbet flere maratonløb, har cyklet over bjergtoppe i Frankrig og er aktiv i Mariagerfjord Cykler, som har til formål at hjælpe unge videre i tilværelsen.

Poul Anker Johansen er født og opvokset i Døstrup.

Flair for handel har han udvist siden drengeårene. Men det tog for alvor fart efter et ophold på Grønland i forlængelse af uddannelsen på reservedelslageret på VW i Hobro.

Gennem årene har Poul Anker Johansen med råd, dåd og ind i mellem økonomisk opbakning været med til at hjælpe en snes virksomheder i gang - herunder Metafix i Hadsund og Hobro Ny Trælast (nu Stark).

En købmandsbutik i familiens eget lokalområde er også blevet genstartet med Pajo’s hjælp.

Forretningen blev i en halv snes år drevet af fru Hanne, som i øvrigt også har været aktiv i hos Pajo-Bolte A/S som bestyrer af kantinen.

Parret bor privat i en villa på Nedre Strandvej i Hobro og nyder at være sammen med deres tre børn og fire børnebørn.

Tilsvarende nyder Hobro IK stor gavn af Pajo-Boltes sponsorater til blandt andet gæstetribunen på DS Arena.

I sin yngre år spillede 50-års jubilaren både håndbold og fodbold, og i dag holdes formen ved lige på cykel i selskab med gode kammerater.

"Pajo" er desuden ivrig jæger og står ofte på lægterne, når Hobro IK - lige nu nummer to i superligaen - spiller.

Dobbeltjubilæet markeres med reception i lokalerne på Lupinvej fredag 8. september klokken 13.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste