Et ganske særligt møde
Jadwiga Andersen, der bor på plejecentret Bernadottegården i Hadsund, kunne næsten ikke sove om natten af spænding før hun skulle mødes med Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, oplyser centerleder Ulla Otte Koefoed, der har sendt os denne beretning.
Prinsessen besøgte Bernadottegården i forbindelse med stedets 40-års jubilæum, og på prinsessens private rundvisning på plejecentret besøgte hun 90-årige Jadwiga, der har været indsat i koncentrationslejr fra hun var 13 til 18 år.
Prinsesse Benedikte var meget interesseret i Jadwigas rørende historie. Der blev fortalt grundigt om de forfærdelige forhold Jadwiga og mange andre levede under samt om det største øjeblik d. 1. maj 1945, da hun blev befriet fra KZ-lejren Neugamme.
Grev Folke Bernadotte, der gjorde et afgørende arbejde for at frigive fangerne fra tyske koncentrationslejre og havde stor indflydelse på organiseringen af hjemtransporten med De hvide busser. Folke Bernadotte er Jadwigas helt - og hun fortalte prinsesse Benedikte at hun kalder ham for "sin gudfar" og fortsætter "uden ham, ville jeg ikke være i live i dag"
Prinsesse Benedikte bekræftede at Folke Bernadotte var en ganske særlig mand og kunne supplere med, at hans søn Bertil Oscar Bernadotte var gudfar til en af prinsessens døtre.
Jadwiga er stolt og meget glad for besøget af prinsesse Benedikte, og fortalte efterfølgende at der slet ikke havde været grund til nervøsiteten, da Prinsessen var utrolig sød og nem at snakke med.
Bernadottegården i Hadsund blev i 1975 grundlagt af Bernadottefonden, opkaldt efter Folke Bernadotte og er bygget helt i hvidt som symbol på de hvide busser, der bragte KZ-fangerne hjem fra Tyskland.
Dronning Ingrid var protektrice for Bernadottegården og var med til grundstensnedlæggelsen i 1975, indvielsen i 1977 og sidst ved 10-års jubilæet i 1987.
Prinsesse Benedikte deltog derfor med stor interesse i Bernadottegårdens 40-års jubilæum 5. maj 2017.