En travl start i bowlingcentret
41-årige Camilla Svarre-Bunton, centerleder hos Bowl & Fun i Hobro, glæder sig over sit nye job
- Til tider er det gået ret hektisk for sig her i startfasen.
- Nogle ting kunne vi da givetvis have gjort bedre.
- Men gæsterne har været glade, og det er det vigtigste for mig. Og så er jeg stolt over mit personale og det team, jeg har fået ansat, siger Camilla Svarre-Bunton.
Den 41-årige centerleder ser tilbage på sine første tre måneder i spidsen for Bowl & Fun i Hobro.
I kortene lå det ellers til en rolig indkøring i den traditionelt stille sommerperiode.
Men eftersom den danske sommer anno 2017 jo stort set valgte at glimre ved sit fravær, foretrak mange i stedet at trække inden døre og eksempelvis spille bowling.
Og så opstod der mere travlhed i bowlingcentret på Jyllandsvej 15 end sædvane for årstiden.
Mellem bygerne kunne og kan gæsterne uden døre forlyste sig både med amerikansk minigolf og petanque, og løbet af foråret kan børnene efter planen se frem til en deres eget legeland i hele tre etager - bygget til bowlingcentret - og hvor ungerne kan tumle rundt, mens de voksne bowler.
- Vi har jo mange børnefamilier, som kommer her for at hygge sig med at bowle og dertil en del børnefødselsdage.
- Og så har vi faste kunder som eksempelvis Ældre Sagen, der spiller her hver onsdag formiddag, og som rigtig hygger sig. Det synes jeg er rigtigt dejligt, siger Camilla Svarre-Bunton.
Hun voksede op i Vejle og havde ikke forestillet, at hun skulle slå sig ned i Hobro, som tilfældet var for otte år siden.
- Men da havde jeg mødt min mand, der som indfødt hobroenser bestemt ikke skulle bo andre steder, og så var det jo afgjort, forklarer hun
Tilbage i Vejle-tiden uddannede hun sig hos Tøjeksperten.
Siden fulgte andre butikker, og som yngre kvinde kunne hun finde på at have både to og tre bijobs ved siden af sit faste arbejde for at "få råd til det hele".
Anderledes svært havde Camilla Svarre-Bunton i starten med at få foden inden for på arbejdsmarkedet i Hobro.
- Der hvilede noget lidt Matador-agtigt over byen. Et sted ville man eksempelvis ikke ansætte mig, fordi jeg "kendte for lidt til bysladderen", mindes hun.
Det blev siden til tre år som ansvarlig for rengøring i Hobro Idrætscenter, ligesom hun en tid arbejdede med salg af erhvervsbeklædning - i Holstebro.
Men så oprandt noget, tilflytteren egentlig ikke havde troet muligt. Hun fik et barn - et til. Og minsandten ét til.
- Min søn på tre ville gerne spille fodbold, og så henvendte vi os hos Hobro IK.
- Men de havde ingen trænere til de mindste børn. Og heller ingen fædre, der ville.
- Men hvad med dig selv - har du ikke lyst til at prøve, spurgte de så?
- Tjaahhh.
I dag sidder Camilla Svarre-Bunton i ungdomsudvalget, er i gang med at tage C-licens som træner og fungerer som holdleder for de mindste årgange helt ned til halvandet år, mens gemalen - Nicolaj Bunton - er blevet træner hos U8 drengene, hvor den ældste søn nu spiller.
I Hobro IKer oplever hun en klub med venlige mennesker helt nede på jorden.
Spillerne hilser altid på mine drenge og giver high five, når de kommer fra træning. For et par år siden deltog Mads Hvilsom et par timer i min ældste søns fødselsdag.
Og drengene glemmer heller ikke, da de mod Rosendal fik lov at spille før en førsteholdskamp - med samme indmarchmusik, fremhæver Camilla Svarre-Bunton.
Om hun som travl bowlingcenterleder fremover bevarer overskuddet til at varetage opgaven som fodboldleder, vil kun tiden vise.