Billede beskrivelse

De vil røre i heksegryden

04. september 2017 kl. 06.00

REBILD: Niels Moes og hans medarbejdere i Rebildcentret har opfordret to af centrets gode samarbejdspartnere til at lade sig inspirere af Rebild Kulturugers tema "RØR", og det er blevet til et dobbeltforedrag onsdag 13. september klokken 19 med heksen Dannie Druehyld og antropologen Ulf Tophøj om hekseri og heksejagt i Himmerland.

De beskriver selv arrangementet sådan:

"Vi rører i gryden - og op stiger et morsomt og vidende foredrag om lokale hekseprocesser og magi, krydret med gå-væk-spøgelses-besværgelser, find-jorden-øvelser, dampende skrøner og vindtørre skildringer og mange billeder - fra før og nu."

Himmerland har fra gammel tid været et kraftfuldt sted, hvor kvinderne af og til havde nær forbindelse med naturens skjulte kræfter.

Mange mænd var utrygge ved kvindernes magt - og nogle blev udlagt som hekse. Især i 1600-tallet gik det galt: Panikken bredte sig i hele Europa, og hekse blev forfulgt med bål og brand. Også i Himmerland blev kvinder brændt på bålet.

I pausen i dobbeltforedraget serveres en isafkølet "trylledrik", der ifølge Ulf Tophøj og og Dannie Druehyld "får håret til at gro og blodet til at banke".

Billet til dobbeltforedraget kan reserveres ved at sende en mail til anette@rebildcentret.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste