Dambrug udvider aktiviteterne
Med virkning per 1. oktober har virksomheden Buderupholm Dambrug & Fiskesøer overtaget Uffe Legardt Nielsens virksomhed Fisch2see.
Virksomheden har base i Fjerritslev og fortsætter efter salget stadig under samme navn.
Medindehaver af Buderupholm Dambrug & Fiskesøer, direktør Flemming Christensen og Uffe Legardt Nielsen har igennem længere tid forhandlet om en fælles fremtid, for ved et samarbejdet vil de stå stærkere på markedet ved at udvikle forretningen i fællesskab.
Ud over virksomheden indgår lastbil og trailer og hele kundekredsen i salget, og Uffe Legardt Nielsen fortsætter i virksomheden som salgskonsulent med køb og salg samt eksport af ørreder.
Buderupholm Dambrug producerer op til 100 tons fisk om året, hvor Fisch2see ligeledes sælger et tilsvarende antal til Put & Take søer.
- Så med en målsætning om salg af 200 tons levende ørreder til hele Danmark og Tyskland samt være leveringsdygtige i mindst 10 forskellige slags ørreder er barren sat højt for fremtiden, pointerer direktør Flemming Christensen.
Uffe Legardt Nielsen har ved salget af sit firma Fish2see bevaret sin nuværende forpagtning af Thingbæk, Skillingbro og Erkildstrup Dambrug, alle beliggende i Himmerland.
- Her vil han efter aftale fremover kun producere små ørreder, så vi på den måde ikke bliver konkurrenter. De nuværende større ørreder i de tre dambrug er derfor som et led i handelen i mandags alle blevet overflyttet til Buderupholm Dambrug, oplyser Flemming Christensen.
Her er der blandt andet tale om regnbueørreder med en vægt helt op på mellem 10 og 12 kilo, specielt beregnet til fiskekonkurrencer i Put & Tak søer rundt i hele Danmark.