Charlotte Berwald er nomineret til børnebogsprisen ”Orla Prisen” for bogen ”Min Kat er Seriemorder”.
Mennesker

Charlotte troede aldrig, hun kunne skrive igen - nu er hun nomineret til flot pris

Efter en voldsom ulykke mistede Charlotte håbet om at blive forfatter

03. oktober 2022 kl. 12:00

Hvis det ikke havde været for hesten og en hurtig beslutning, havde de alle fire højst sandsynligt været kørt ihjel.

Det var en dag i november sidste år. Charlotte Berwald og naboens otteårige datter var på tur med Charlottes hoppe og dens føl, da en bil kørte frontalt ind i dem.

- Jeg kunne allerede se på afstand, at han slingrede meget og på ingen måde lagde an til at vige for os, så jeg forsøgte desperat at få hestene med over i den anden side af vejen, men det var for sent, siger 32-årige Charlotte Berwald.

Hoppen fik knust sit ben til savsmuld og måtte aflives samme aften. Pigen og føllet slap med chokket og nogle småskrammer. Charlotte slog sit ene ben og fik en voldsom hjernerystelse.

Gang i karrieren 

Alt gik ellers lige så godt. Få måneder inden var Charlotte Berwald blevet mor for første gang, hun var netop kommet tilbage på bacheloren i dansk på Aalborg Universitet, og når den ikke stod på babypasning, hestefodring eller læsning, skrev hun løs på de næste ideer til kommende børnebøger. Charlotte har nemlig altid haft en drøm om at leve af at være forfatter. 

- Jeg har planer om at udgive omkring otte bøger om året, indtil jeg bliver færdig med studiet, siger Charlotte Berwald. 

Men da ulykken ramte i november, var det som at slukke lyset for drømmen på et split sekund.

Skaden på benet betød, at hun ikke kunne ride i noget tid, men hjernerystelsen var det værste. I begyndelsen gjorde den hende blind på det ene øje, og hun havde svært ved at fokusere.

- Min læge gav mig strenge instrukser på at sætte studiet på pause og gå helt ned i gear. Han sagde, at han troede, jeg nok skulle blive rask igen, men hvis jeg ikke tog det alvorligt, kunne det ende med at give varige mén, fortæller Charlotte.

Den første tid efter ulykken var det dog også umuligt for hende at koncentrere sig om at læse eller skrive.

Den største pris 

Gejsten og modet på forfatterlivet kom for alvor igen, da hun fornylig blev nomineret til Orlaprisen for sin børnebog "Min kat er seriemorder".

- Da jeg fik beskeden, tænkte jeg bare "holy shit!" Det er jo ikke bare en lille lokalpris. Det er min første nominering, og så starter jeg ud med den største pris, der er indenfor børnelitteraturen, siger hun.

Egentlig havde bogen i første omgang fået kritik for at indeholde en del bandeord, hvilket anmelderne ikke mente var for børn. Det var derfor en endnu større nyhed, da det er børnene selv, der nominerer bøgerne til Orlaprisen.

Orlaprisen

  • Orla-prisen er en dansk litteraturpris for børne- og ungdomsbøger opkaldt efter hovedpersonen i Ole Lund Kirkegaards børnebog Orla Frøsnapper. 
  • Prisen blev uddelt første gang i 2005 og gives til årets bedste udgivelser inden for en række kategorier på baggrund af en internetafstemning for børn og unge.
  • "Min kat er seriemorder" af Charlotte Berwald (forlaget Brændpunkt) er nomineret i kategorien Gys og Spænding - bogen, der fik mig til at skide i bukserne. 
  • Alle børn kan stemme på deres favoritbøger fra 7. okt. til 7. november på www.orlaprisen.dk og vinderne offentliggøres til det store Orla Awardshow 17. nov. på Dokk1 under Albus Festivalen.

- Nogle gange skal man droppe det politiske pis og følge intuitionen om, hvad børnene gerne vil have, siger en glad Charlotte.

Prisen har i den grad givet hende mod på forfatterdrømmen igen. Hver dag mærker hun efter, hvordan hovedet har det og håber, at hun snart er oppe på 100 procent igen.

- Det giver en følelse af, at det her kan jeg godt. Det er sådan et like om, at jeg er på vej i den rigtige retning. Og så er det ret sindssygt at tænke på, at alle de store børnebogsforfattere har vundet de her priser, siger Charlotte Berwald.

Annonceret indhold

Nyeste