Camp i Ranum slår rekord: 500 unge i sommerskole
500 unge fra mere end 35 lande afslutter i denne uge 4 ugers sommerskole på Ranum Efterskole College. Det antal er det største nogensinde på skolen.
De unge er i alderen 14-17 år og hele campen er foregået på engelsk med støtte fra 40 instruktører. Det giver alle et fælles udgangspunkt for nye venskaber på tværs af de mangel forskellige sprog og kulturer.
- De unge kommer fra meget forskellige undervisningskulturer og er uvante med den frihed og særligt den tætte relation der er mellem elev og lærer i Danmark, fortæller sommerskoleleder Tine Valois i en pressemeddelelse.
De unge har lært om bl.a. dansk som andetsprog, marketing, science samt psykologi om formiddagen, mens eftermiddagene er gået med profilfag såsom vandsport, sejlads, gastronomi og krea.
- Vi baserer vores skolekultur på det, vi kalder Togetherness, som betyder, at vi inkluderer alle i et fællesskab omkring deres forskellige interesser og kulturer. Det betyder, at præmissen er, at man er med i et fællesskab, og ikke at man er udenfor og forskellig fra de andre. Det er grundlaget for vores store succes, supplerer Olav Storm, forstander på efterskolen.
Sommerskolen konkurrerer ikke med andre camps eller skoler i Danmark, fordi den som den eneste er international og engelsk- sproget. De nærmeste konkurrenter er i lande som England og USA, her er der mange års traditioner for at tage på sommerskole eller camps i sommerferien.