Maskinerne har længe været i gang med at lave nye boliger i Vestergade. Men der er planer om stor fornyelse af boliger mange andre steder i byen. Arkivfoto: Claus Søndberg
Livet her

Boligforening lægger 300 millioner i mindre by

Gamle boliger får en ordentlig omgang renovering som følge af vækst i tilflyttere og boom i job. Også nye lejeboliger kommer til

30. juli 2022 kl. 06:00

AALESTRUP: Omfattende opdateringer af boliger til udlejning gør, at Aars Boligforening indenfor en tre år kommer til at bruge godt 300 millioner kroner på sine ejendomme i Aalestrup.

Dermed får knaberbyen endnu en markant indsprøjtning af fornyelse, efter at der i de sidste år er kommet tilflyttere og et stort antal nye job i egnens store virksomheder.

Den største del af pengene kommer til at gå til renovering af de knap 50 år gamle rækkehuse på Pilevej i byens østlige udkant, der trænger til nogle kyndige håndværkerhænder. Blandt andet skal badeværelser og køkkener skiftes i de 39 boliger her. Dertil kommer tage, vinduer og el-installationer.

- Kort sagt bevarer vi bare væggene. Alt andet bliver nyt, fortæller Brian Larsen fra Aars Boligforening.

Fra botilbud til boliger

De omfattende investeringer betyder ikke, at huslejen stiger voldsomt. Landsbyggefonden er gået ind i projektet, og dermed bliver huslejen på det, som Brian Larsen kalder "et attraktivt niveau".

På hovedgaden Vestergade er man langt med at opføre 16 nye boliger til borgere med nedsat funktionsevne. Det frigør tre nuværende botilbud, der snart bliver lavet om til familieboliger.

Endelig er man begyndt at opføre syv nye familieboliger i Borgergade. der står klar til indflytning om ni måneder.

Brian Larsen fortæller, at boligforeningen tydeligt kan mærke, at der er vækst i Aalestrup, og at man på denne måde vil understøtte udviklingen med et varieret udbud af boliger.

Nyeste