Børn og voksne prøver land art

08. september 2017 kl. 06.00

REBILD: I forbindelse med Rebild Kulturuger har foreningen Land Art Rebild indgået et samarbejde med lærere og elever fra Haverslev Skole og Sortebakkeskolen.

Formidlingen til børn sker gennem ordningen Børns Møde Med Kunsten, hvor kunstnerne Jan Anker Petersen og Jørgen S. Mortensen står for udvikling og gennemførelse af tre projekter, som de kalder: Konstruktioner, Opmåling og Kalejdoskop.

Noget af arbejdet foregår på skolerne. Resten foregår på arealerne ved Rebildcentret, hvor også fernisering af elevernes kunstværker finder sted fredag 15. september kl. 12.

Alle tre projekter indeholder elementer vedrørende krop, placering og samspil med naturen.

Elever fra Haverslev Skole vil sammen med Jan Anker Petersen arbejde med opmåling af kroppen. Det vil resultere i et værk udført i træstammer i nærheden af indgangen til Thingbæk Kalkminer.

Andre elever fra Haverslev udfører sammen med Jørgen S. Mortensen en stor kugle i pil. Den vil fungere som et mobilt kalejdoskop, der med skygger danner mønstre på jorden afhængigt af årstid og kuglens placering.

Gennem akrobatik skal eleverne fra Sortebakkeskolens 5. klasser arbejde med konstruktion sammen med Jørgen S. Mortensen. Børnene vil opleve, hvordan man kan bygge smukt med færrest mulige kræfter og ressourcer. Slutresultatet skulle gerne blive en række skulpturer udført i pil samt en opvisning af menneskepyramider.

Derudover tilbyder Land Art Rebild i samarbejde med AOF et weekendkursus, hvor voksne kan prøve kræfter med Land Art. Kurset holdes i Rebildcentret i weekenden 22.-24. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste