BM Byggeindustri klarer mere

Rationel drift gør, at virksomheden på Lupinvej nu kan producere op til 800 byggemoduler årligt

07. september 2017 kl. 06.15

Hobro virksomheden BM Byggeindustri på Lupinvej 18 har øget driften ved at oprette to ekstra produktionslinjer i ny stor hal.

Selv om virksomheden allerede leverer omtrent 650 byggemoduler til ind- og udland årligt, så løber Hobro-virksomheden næppe tør for produktionskapacitet lige med det første.

Tværtimod øger BM Byggeindustri kapaciteten til 800 moduler, og målet er at nå op på 900 moduler.

Virksomheden fremstiller færdigproducerede modulbyggerier til både boliger, kontorer og offentlige institutioner.

Med udvidelsen føler BM Byggeindustri godt rustet til fremtidige ordrer, vurderer salgschef Mogens Madsen.

- Vi har på det seneste fokuseret på at omlægge produktionen. Det har bidraget til højere effektivitet. Derved frigiver vi kapacitet, så vi igen er i stand til at øge vores ordreportefølje, siger Mogens Madsen.

Virksomheden leverer rigtig mange huse på især Sjælland og i Sverige, hvor efterspørgslen er stor.

Med ekstra kapacitet er det selvfølgelig rart at kunne forsikre kunderne om, at vi også kan levere til tiden, uddyber Mogens Madsen.

Ud over nye faciliteter bidrager også omlægningen af selve produktionen til at øge effektiviteten og højne kvaliteten.

Det oplyser produktionschef hos BM Byggeindustri Christian Frimor Frølund.

- Nye procedurer (lean) har gjort os langt mere systematiske i vores drift.

- Via de nye systemer gør vi hver morgen status. Vi kan se, om alle produktionsenheder følger med, om der er spidsbelastninger på én enhed, og om der derfor skal foretages omrokeringer.

- Det er et fantastisk værktøj, som vi hele tiden udvikler på, forklarer Christian Frimor Frølund.

Produktionen samles på en måde, så de enkelte moduler nu i højere grad gøres færdige inden for den samme produktionsenhed.

- Det øger den enkelte medarbejders ansvarlighed for det arbejde, der leveres. Og det skaber bedre logistik i produktionen.

- Vi undgår med andre ord alt for megen truckkørsel, fremhæver Christian Frimor Frølund.

Han glæder sig over, at medarbejderstaben hos BM Byggeindustri har taget godt imod justeringerne.

- Vi har et godt sammensat hold af medarbejdere med både faglærte og ufaglærte.

- Fælles for alle er, at de gerne vil bidrage til den kvalitet, vi er anerkendte for, og som vi skal leve af, siger Christian Frimor Frølund.

BM Byggeindustri tog fat på at fremstille træelementer i 1986.

Præfabrikerede moduler har de produceret på Lupinvej i snart 15.

I produktionshallerne monteres gulve og fliser til køkkener og toiletter, og på facaden beklædes modulerne med enten træ eller vedligeholdelsesfrie materialer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste