Biler blev skubbet og jungle indviet

05. september 2017 kl. 08.50

SKIBSTED: Skibsted har været så heldig at have vundet både "Sundhed for Pengene" og "Landsbystafetten" i år og fejrede begge de store begivenheder i weekenden.

16 biler havde tilmeldt sig sæbekassebilsløbet "Skibsted Cup", som ud over Skibsted havde deltagelse fra Bælum, Blenstrup, Horsens og St. Brøndum. De fartglade racere kørte i halvanden time og mindst 30 heat, indtil sulten og kaffetørsten meldte sig.

Efter pølser og vand, kage og kaffe og en velfortjent pusterum samledes opmærksomheden om "Junglestien", hvor den første etape blev indviet med dobbelt snoreklipningsceremoni, hvor en ung og en ældre brugte hver sin saks til at markere åbningen af stien. Små og store fødder prøvede første etape.

Sidst, men ikke mindst optog "Det Flyvende Kuffertcirkus" alles opmærksomhed, og nogle af de yngste prøvede cirkuskunsten. En begivenhedsrig lørdag med omkring 150 gæster.

Byens borgere, foreninger og håndværkere har samarbejdet om "Sundhed for Pengene" og "Landsbystafetten".

De nye brædder på bord og bænke, som byens håndværkere har sponseret, og frivillige kræfter har monteret, blev også indviet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste