Begivenhedsrig dag i sportsrideklub
Rebild Sportsrideklub fik indviet deres nyrenoverede, udendørs dressurbane og afholdt klubmesterskabet for 2019
REBILD: Søndag 6. oktober var en spændende og begivenhedsrig dag for Rebild Sportsrideklub, der fik indviet deres nyrenoverede, udendørs dressurbane og afholdt klubmesterskabet for 2019.
Dagen startede med indvielsen. Klubbens formand Lone Godske holdt en flot tale, hvori hun blandt andet takkede for det frivillige arbejde, der bliver lagt i klubben, samt for de donationer og sponsorater, klubben har modtaget til projektet. Herefter blev det røde bånd klippet, og banen erklæret åben. Dog var vejret ikke helt med, så opvisningen med tre dygtige elevryttere blev flyttet ind i ridehallen.
Herefter var det tid til klubmesterskabet, hvor der blev startet med dressuren. Klubmesterskabet i dressur er delt op i en klasse for ponyryttere og en for hesteryttere. I klassen for ponyryttere var der seks ekvipager til start, og her blev det en delt 1. plads til Mia Christiansen på Niki og Celina Bak på Krogdalsgaards Keeper-Komplet, som begge red til 70 pct. 3. pladsen gik til Caroline Engelund Bohn på Pia med 69,72 pct.
I hesteklassen var der otte ekvipager til start, og det blev Tanja Katrine Stubberup på Kavsgaards Geisha, som igen i år red sig til en flot 1. plads med 71,83 pct. Ina Grønhøj på Løvegaardens Amadeus red til 70 pct., hvilket sikrede dem 2. pladsen, og på en delt 3. plads med 68,60 pct. kom Lisa Drejer Jakobsen på Langballegårds Lazett og Heidi Pugholm på BL Thor.
Derefter var det tid til klubmesterskabet i spring. Her kæmpede ni ekvipager om de fine rosetter, og det var en tæt kamp. Mia Christiansen på Niki var dog hurtigst i omspringningen og vandt dermed 1. pladsen. På en flot 2. plads kom Julie Dahl på Dahl’s Riona, mens Bastian Holm-Dall på Egeballes Idol og Sofie Hald på Ina delte 3. pladsen.
Traditionen tro sluttede dagen med, at de tre vindere fik vand og blev rullet i mudderet.