Billede beskrivelse

Arden Pigen blev fundet for 75 år siden

21. juni 2017 kl. 06.10

Den 24. juni i år er det nøjagtigt 75 år siden, at der blev fundet et moselig 1½ km syd for Arden. Fundet blev gjort på denne dato i 1942 i Bredmosen, som ligger umiddelbart tæt ved Hvarrevej nr. 31. Liget har fået navnet Arden Pigen.

I mosen var der blevet gravet tørv under 1. verdenskrig - hvor det øverste lag tørv allerede var afgravet. Men under 2. verdenskrig blev mosen igen brugt til gravning af tørv, og man var nu nået ned til det tørv, der kaldes hundekød. Arbejdsmand Leon Jensen fra Gandrup arbejde med tørvegravning denne dag, hvor han stødte på et lig i mosen.

Mosen var ejet af gårdejer Andreas Østergaard. Så Leon Jensen kontaktede straks gårdejeren, som kontaktede politibetjent Hoby fra Skørping. Han tog straks ud for at besigtige stedet og sørgede for, at liget blev taget op og lagt i gårdejers lade. Politibetjenten beskrev liget "som bøjet sammen i facon som et spørgsmålstegn". Dagen efter ringede førstelærer Erik Jakobsen fra Arden til museumsinspektør Peter Riismøller fra Aalborg Historiske museum.

Den 25. juni blev der afholdt et retsmøde på stedet, hvor politimester Jørgensen fra Hadsund og kredslæge Bangslev fra Vejgaard var tilstede sammen med Peter Rismøller, der straks gjorde fordring på at få liget og tøjet udleveret til videnskabelig undersøgelser, hvilket man straks indvilgede i.

Herefter blev den lokale snedker hidkaldt for at lave en kasse på stedet. Liget blev lagt i kassen præcis, som det var fundet og sendt med Expresstoget til Nationalmuseet i København.

I Aalborg Stiftstidende var overskriften i avisen den 26. juni "Var kvinden fra Arden Mose en heks eller en skøge.?". Avisen skrev, at på det tidspunkt, hvor kvinden levede, var det brugt at svøbe kujoner og skøger, altså letfærdige kvinder, i skind og sænke dem i mosen. Men efterfølgende har der ikke været tegn på, at kvinden er kommet af dage på denne måde.

Ved en senere undersøgelse på Nationalmuseet beskrev de kvinden som værende mellem 25-30 år og omkring 164 cm. Visdomstænderne var vokset frem. Der var ikke tegn på, at kvinden havde været udsat for vold. Man formodede, at kvinden var anbragt nøgen i mosen, liggende på nogle tøjstykker og med sin kyse på hovedet. Kvindens hår, der var mørkeblond, fandtes i en klump bag ryggen. Frisuren bestod af snoninger, som var omvundet med uldsnore. Over håret sad en lille kyse af gyldenbrunt uldgarn, fastholdt ved et par bindebånd. Sammen med liget fandtes 3 stykker tøj. Det inderste lag tøj var af fint stof, det yderste var som sildebensvævet tweed. Alt tøjet var fint håndvævningsarbejde. Tøjet var altså ret velbevaret, hvilket skyldes humussyren i mosen, der forhindrer ilt i at trænge ind i tøjet. Der var bevaret store hudstykker, muskler og negle.

Fra Nationalmuseet blev liget angivet til at være fra Danmarks jernalderen - og jernalderen i Danmark starter 850 f.kr. Men kvinden formodes at være fra omkring Kristi fødsel.

Pigens kyse er faktisk noget kendt uden for landets grænser. Jeg har blandt andet på internettet fundet amerikanske opskrifter på, hvordan man laver en lignende kyse. Teknikken, der er brugt kaldes sprang og det er en gammel fletteteknik. Alle stoffundene på Arden Pigen er nøje beskrevet i Margrethe Halds bog om olddanske tekstiler.

Arden Pigen - også kaldt Bredmosefundet - er nu ikke det eneste moselig, der er fundet i vores område. Der er fundet moselig ved Astrup og i Tvedmosen under gården Marienborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste