Anlægsbudget sætter rekord
Enigt byråd lægger nu 55,5 mio. oveni et i forvejen rekordstort anlægsbudget i Vesthimmerland
LØGSTØR: Vesthimmerlands Kommunes anlægsbudget for 2020 kommer til at slå alle rekorder.
Det ligger fast, efter at et enigt byråd netop har besluttet at fremrykke anlægsinvesteringer for yderligere 55,5 mio. kr. i et forsøg på at holde hånden under beskæftigelsen i lyset af Covid19.
I forvejen havde byrådet i forbindelse med budgetlægningen for 2020 vedtaget et anlægsbudget på 110 millioner kroner - det hidtil største i Vesthimmerlands historie.
- Det er afgørende for Vesthimmerland, at erhvervslivet har gang i ordrebogen. Det handler om vækst og mange arbejdspladser, som lige nu trænger til et ekstra boost med fremrykning af offentlige investeringer, forklarer borgmester Per Bach Laursen i en pressemeddelelse.
I lyset af Covid19 har Regeringen sat kommunerne fri af det aftalte anlægsloft mellem den danske regering og Kommuners Landsforening (KL), og kommunerne har derved fået mulighed for at fremrykke en række investeringer i bygninger og veje, som alligevel skulle have være udført i de kommende år.
Med fremrykning af anlægsinvesteringer på 41 millioner kroner, driftsudgifter på bygningsvedligeholdelse for 2,5 millioner kroner, og midler til asfalt og belægninger for i alt 12 millioner kroner, gør Vesthimmerlands Kommune sit til at holde hånden under ordrebogen i erhvervslivet.
- Corona-krisen er forhåbentlig ikke en længevarende udfordring og derfor er det vigtigt, at vi nu kan gøre en ekstra stor indsats for på kort sigt at holde udviklingen og beskæftigelsen i gang med fremrykkede investeringer, siger borgmester Per Bach Laursen.