Aktiv ferie stærkt tilbage - og der er ledige pladser
I januar måtte Aktiv Ferie aflyse aktiviteterne i vinterferien, da coronapandemien endnu engang havde stigende smittetal.
Nu er Aktiv Ferie stærkt tilbage. Aktiv Ferie er et samarbejde mellem Rebild og Mariagerfjord kommuner om ferieaktiviteter for børn i 2.-6.klasse - i første og sidste uge af skolernes sommerferie.
De p.t. 928 tilmeldte børn i 2022 er meget tæt på rekorden fra sidste sommer, 1077 deltagere.
Aktiv Ferie fortsætter i uge 31, og der er stadig åbent for tilmelding til nogle af aktiviteterne.
Aktiv Ferie koordinater, Maria Bisgaard, beretter om en fantastisk første uge med masser af glade børn, aktiviteter som udfordrer både fysisk og mentalt.
Og ikke mindst en masse frivillige, som bruger tid og kræfter på at introducere børnene for lige netop den aktivitet, som de selv brænder for.
- Aktiv Ferie handler blandt andet om at give alle børn mulighed for nye oplevelser i deres ferie. Oplevelser, som de kan komme tilbage i skolen efter ferien og fortælle om. Oplevelsen af at have været ude at køre på mountainbike i Als, været kreativ i Hobro eller til golf i Hadsund, kan være lige så fedt at fortælle om, som at fortælle om en rejse sydpå, en tur i sommerhus, eller hvad man nu ellers har brugt sin ferie på, siger Maria Bisgaard i en pressemeddelelse fra Mariagerfjord Kommune.
- Aktiv Ferie er et rigtig godt eksempel på, hvordan kommunen kan samarbejde med foreningslivet og sammen tilbyde nogle gode aktiviteter for børnene. Forvaltningen sørger for alt det administrative, og arrangørerne sørger for det sjove - det er en god fordeling, fortæller udvalgsformanden for kultur og fritid, Jens Henrik Kirk.