Årets K-vælgerforening
REBILD: Det var en flok stolte konservative fra Rebild, der for nylig vendte hjem fra partiets årlige landsrådsmøde.
Blandt syv nominerede vælgerforeninger endte vælgerforeningen i Rebild med at løbe af med prisen som "Årets konservative vælgerforening".
- Det er en fantastisk anerkendelse, lyder det fra en glad og også lettere overrasket lokal K-formand, Karen Eriksen.
Rebild Vælgerforening får prisen for "det stabile og kontinuerlige arbejde i byrådet og for at følge den lokalt fastlagte politik, samt evnen til at inddrage medlemmer og kandidater i vælgerforeningens arbejde og afholdelse af sociale arrangementer".
Derudover roses vælgerforeningen også for "de altid gode og relevante opdateringer på Facebook/sociale medier og hjemmeside" og for at stille med et hold på hele 29 kandidater til efterårets kommunalvalg.
- Den flotte anerkendelse giver ekstra energi for vores lille vælgerforening her i Rebild. Vi er i øjeblikket 80 medlemmer, men målet for 2017 er at nå de 100 medlemmer, annoncerer Karen Eriksen optimistisk på foreningens vegne.