Ådals fred blev givet som gave
I århundreder har Kastbjerg Å været en mere eller mindre officiel grænse mellem fjordbyerne Mariager og Randers.
Men den kan også forene to kommuner over regiongrænsen, viser indvielsen af et stort naturprojekt, som giver naturen fred til at dyrke sit særpræg på et 3,5 kilometer langt stræk af ådalen.
Her kan du nu gå på opdagelse i 500 hektar naturskøn ådal fra Dyrby Krat til Kastbjerg - næsten uden indblanding fra mennesker.
Indvielsen affødte i sagens natur borgmesterbesøg fra både den ene og den anden side af åen.
- Et fantastisk projekt, der nu er sat i værk, sagde Mariagerfjords borgmester Mogens Jespersen (V).
I 10 år har kommuner, amter og især Naturstyrelsen i Himmerland bakset med at få ideen ført ud i livet.
Og da Århus Amt havde andel heri de forudgående seks år, var det for mange svært at huske en anden tid.
Baggrunden for interessen er især de såkaldte rigkær, der med kalkholdig jord og kildevand sørger for særligt gode forhold til en del sjældne planter og også fugle.
En smuk, stille og fredet verden, som de få lodsejere har kunnet nyde. Nu er det blevet de manges tur.
Åen har fået nogle af dens gamle krøl tilbage. Der er anlagt stier, så der dannes et 16 kilometer langt stinet i ådalen, der faktisk har været i brug lige så længe, som der har boet mennesker i det nordlige Jylland.
Arbejde førte til udgravning af en af Skandinaviens ældste veje, kunne skovridder Bendt Egede Andersen fortælle i sin velkomsttale.
I lighed med borgmestrene var han også fuld af ros til lodsejere, lokale og forvaltningerne.
Og de lokale var glade og stolte over den opmærksomhed, deres ådal fik.
- Tidligere har jeg også vist nogle grupper rundt.
- Men der var mange hegn, og deltagerne spurgte hele tiden, hvad de måtte og ikke måtte.
Nu er det en helt anden oplevelse med brede stier og nye skilte, siger Josine Custers fra lokal stigruppe.
De 121 lodsejere er reduceret til 35, som nu får mere ud af at sætte kvæg ud, der fungerer som naturplejere.