10 klassiske koncerter
Hobro Musikforening har udsendt programmet for den kommende sæson 2017/18, hvor man markerer foreningens 50 års jubilæum ved den første koncert, lørdag 16. september med tale af formanden for kommunens kulturelle udvalg, Jørgen Pontoppidan, fællessang, og forfriskninger i pausen.
Som noget ekstraordinært er der programsat hele 3 koncerter i løbet af de første 14 dage, nemlig først Trio con Brio, Copenhagen, dernæst 25. september den engelske Maggini String Quartet, og sidst men ikke mindst den norske verdenspianist Leif Ove Andsnes, som tager flyet fra Bergen til Hobro for at give den eneste koncert i Danmark 1. oktober. Vi forventer at der vil komme publikum fra hele landet til denne ekstraordinære koncert, som kun er blevet mulig takket være støtte fra en række fonde.
Der kan normalt købes billet i forsalg gennem himmerlandsbilletten, men hvis man er interesseret i flere af sæsonens i alt 10 koncerter, er der stor rabat ved at melde sig ind i foreningen, idet medlemmerne har fri adgang til alle foreningens koncerter.