Landsbykro viste sig at være et håndværkertilbud og renoveres nu for to millioner kroner

06. januar 2026 kl. 19.00

NØRAGER: Den store tegnebog er åbnet, efter at Tinna Nielsen for halvandet år siden sammen med sin mand, Søren Nielsen, overtog Nørager Kro.

Målet var især at få køkkenfaciliteter til mad ud af huset. Det var blevet en så populær sællert i deres købmandsforretning ved siden af kroner, så det hastede med en løsning.

- Så jeg ringede og spurgte, om ejeren var interesseret i at sælge, han sagde ja, og så slog vi til med det samme, fortæller Tinna Nielsen.

Men ved nærmere besigtigelse viste kroen sig at være lidt af et håndværkertilbud.

- Vi havde ikke set lokalerne, inden vi købte, og det var lidt af en overraskelse at se, hvad vi havde købt. Jeg tror ikke, det er for meget at sige, at det var noget værre L-O-R-T, siger Tinna Nielsen.

Så parret iværksatte kort efter købet en omfattende renovering af lokalerne, og netop nu er man gået i gang med den sidste, store hurdle, renoveringen af kroens store sal.

Billede beskrivelse

Stort set alle flader kommer under kærlig behandling. I lighed med de to øvrige lokaler, den lille sal og ølstuen, brydes gulvene op, der lægges nyt gulv med gulvvarme, loftet males, og vægbeklædningen udskiftes.

Faktisk ville man gerne have været i gang med den store sal før, fortæller Tinna Nielsen.

- Men der har ikke været tid, fordi den har været booket til fester indtil nu, siger hun.
Kroen er på alle måder blevet populær, og for at imødekomme efterspørgslen på festlokaler, mad og drikke haster det med at blive færdige.

- Vi sigter mod at være færdige 1. februar. Det er ganske vist en ordentlig mundfuld, men vores håndværkere er utroligt ihærdige og arbejder både aften og weekend. Nogle gange tager de lige hjem og putter deres børn, og så kommer de tilbage og arbejder videre, fortæller Tinna Nielsen.

Det er især murermester Kasper Olsen og tømrermester Kristian Gundersen, der fører an.

Billede beskrivelse

- De tager sig af hovedparten af arbejdet, men sørger også for at koordinere med de øvrige håndværkere. Jeg siger bare, hvordan jeg vil have det. Så sørger de for resten, siger Tinna Nielsen.

Desuden rekrutterer hun selv frivillige til de mindre krævende opgaver.

- Jeg inviterer alle til at komme og give et nap med. De får til gengæld et måltid mad og drikke, og det har vist sig at være en god hjælp, siger hun.

Tinna pointerer, at hun har fået en fantastisk modtagelse i byen og lokalområdet og dermed en god forretning.

- Jeg kan ikke sætte tal på, men har af min revisor fået at vide, at bundlinjen er pæn, siger hun.

Der skal da også noget til at forrente investeringen, for parret har sat to millioner kroner af opsparingen i spil til renoveringen.

Men så vil den traditionsrige kro også efter renoveringen fremstå totalt moderniseret.

Elinstallationer er udskiftet, i nogle lokaler er der monteret nye lofter og ovenlysvinduer, og hvad gæsterne ikke kan se, er, at køkkenet er helt nyt med nye klinker, gulv, afløb og inventar. Udendørs er der tillige indrettet en ny gårdhave.

I det daglige kan man nyde hjemmelavet kromad af høj kvalitet og med fokus på sæsonens råvarer, og så har kroen plads til selskaber fra 20 op til 120 personer og benyttes altså flittigt.

- Vi har åbent i krostuen fredag og lørdag, og senest havde vi 200 gæster til suppe og tarteletter nytårsaften. Der er også godt gang i festlokalerne. Vi holder tre-fire fester om ugen. Alle konfirmationsdage er booket fire år frem, og allerede nu er november og december totalt booket, fortæller Tinna Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste