Billede beskrivelse

Kro i familieeje i 59 år er sat til salg

31. oktober 2025 kl. 19.00

ST.BINDERUP: I et års tid har St. Binderup Kro stået til salg, og hidtil har ejerne, Lene og Hans Ravn Kristensen, måttet konstatere, at køberne ikke just har stået i kø.

- Der har ikke været meget interesse, heller ikke et bud langt under den udbudte pris, konstaterer Hans Ravn Kristensen tørt.

Parret havde på forhånd væbnet sig med tålmodighed i erkendelse af, at kroer i det hele taget er svære at sælge, og der er da heller ingen desperation at spore. De er fortsat glade for deres arbejde, og forretningen kører godt. Der har været sorte tal på bundlinjen siden 1966, da Hans Ravn Kristensens forældre, Aase og Jens Kristensen, købte kroen, og hele vejen igennem i de 31 år, hvor de selv har haft ansvaret.

- Selv under corona havde vi overskud, og vi måtte betale en del af (statsstøtten) kompensationen tilbage. Så økonomien er god, siger Hans Ravn Kristensen.

Kroen er løbende blevet udvidet og moderniseret, mens Aase og Jens Kristensen ejede den, og også i Lene og Hans Ravns tid. Der er nu 36 værelser med bad og toilet og fire krostuer, hvoraf det største giver mulighed for fester med op til 150 personer.

Billede beskrivelse

Med i handlen kommer en privat bolig på 186 kvadratmeter, hvor parret selv bor. Samt en del jord.

Som en lille krølle på historien prydes hovedbygningen af en kongekrone som bevis på, at kroen er en af de 40 tilbageværende kroer, der kan bryste sig af titlen Kgl. Privilegeret Kro.

I praksis har det ingen betydning, da de kongelige privilegier blev afskaffet for over 100 år siden, men det vidner om St. Binderup Kros lange historie, der daterer sig mere end 400 år tilbage.

Nu vil Lene og Hans Ravn Kristensen altså gerne give depechen videre. Ingen af deres tre børn på 16, 21 og 23 år er interesseret i at overtage, så indtil videre må de vente på en køber. Det kan både være en, der selv vil overtage driften, og en, der vil forpagte det ud. Selv at bortforpagte udelukker de dog selv efter så mange år som ejerledere.

Når det lykkes at sælge, vil de frem for alt gerne prøve noget andet i deres arbejdsliv, og ikke mindst reducere arbejdstiden.

- Det kunne være rart at prøve en 37 timers arbejdsuge, og jeg kan heller ikke rigtig se mig selv som kromand, når jeg er 86, siger Hans Ravn Kristensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste